Et udfordrende år endte som endnu et rekord-godt år for Bjerringbro-virksomheden Grundfos.

Corona, inflation og krig i Europa fik det til at se vanskeligt ud på forhånd.

Men trods problemer med forsyningskæder, stigende energipriser og en nedskrivning på 850 millioner kroner for exit fra Rusland og Hviderusland har Grundfos i 2022 øget sin omsætning med omkring 4,5 milliarder kroner til 33,3 milliarder kroner.

Samtidig har virksomheden kastet et overskud på 3,9 milliarder kroner af sig.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse tirsdag.

»Vi er tilfredse med vores finansielle resultater. Vores forretning er fortsat stærk, og vi har leveret en solid profitabilitet,« siger Poul Due Jensen i en kommentar til 2022-regnskabet.

Ifølge Finans.dk bliver overskuddet efter skat på godt 2 milliarder kroner.

Grundfos solgte i begyndelsen af året sine aktiviteter i både Rusland og Belarus.

Det var den lokale ledelse af Grundfos' aktiviteter i Rusland, der har købt aktiverne og kører aktiviteterne i Rusland og Hviderusland videre.