Han har gjort det til en solid forretning at sælge grød. Men nu må den 31-årige grødkonge og iværksætter Lasse Skjønning Andersen, der har formået af gøre grød trendy, bide i den sure æble-topping.

Fødevarestyrelsen var 14. juni forbi hans grødrestaurant i Aarhus, og det var ikke noget rart syn, der mødte kontrolløren i køkkenet.

Opvaskemaskinen var alt andet end ren.

Der var røde belægninger i bunden af maskinen og rundt i kanterne på toppen af maskinen, og på lågen var der belægninger af madrester, fremgår det af Smiley-rapporten.

Fødevarestyrelsen kvitterede med en mavesur smiely og en bøde på 10.000 kroner, da den for nylig besøgte Grød-restauranten i Aarhus.
Fødevarestyrelsen kvitterede med en mavesur smiely og en bøde på 10.000 kroner, da den for nylig besøgte Grød-restauranten i Aarhus. Foto: Screenshot af kontrolrapport.
Vis mere

Det var ikke første gang, at Fødevarestyrelsen fandt kritisable forhold på restauranten. Inden for de seneste år har restauranten nemlig fået en indskærpelse for manglende rengøring.

Derfor takserede Fødevarestyrelsen det nye fund til en bøde på 10.000 kroner og en mavesur smiley.

Lasse Skjønning Andersen erkender, at der skal strammes op.

»Jeg tager fuldt ansvar for det, og jeg er super ked af, at vi ikke har fået gjort ordentlig rent omkring den her opvaskemaskine. Jeg mener, det er trygt at spise i alle vores restauranter. Det har vi sindssygt meget fokus på, men her har vi ikke gjort det godt nok,« siger han og tilføjer:

»Jeg kan ikke sige andet end, at jeg lægger mig fladt ned. Vi har haft en god snak med personalet og gjort, alt hvad vi kan for at få nogle bedre procedurer. Det er mit ansvar i sidste ende, at der er styr på butikken, og det har der ikke været i dette konkrete tilfælde. Vi tager det dybt seriøst og retter selvfølgelig bare ind.«

Men her stopper kritikken fra Fødevarestyrelsen ikke.

Kontrolløren måtte også indskærpe, at der skal være to tætsluttende døre mellem fødevarer og restaurantens toilet.

Ved kontrolbesøget konstaterede kontrolløren, at døren ind til forrummet ud mod selve toilettet ikke lukkede helt til, og at der blev opbevaret fødevarer overfor døren ind til forrummet.

Lasse Skjønning Andersen siger:

»Der skal ikke være nogen undskyldning. Der er nogle helt klare regler om, at der skal være to lukkelige døre mellem toilet og fødevarer. Problemet har været, at døren ind til mellemgangen ud mod toilettet ikke er lukket automatisk på grund af en ikkefunktionel dørpumpe, og så er der formentlig en gæst, der ikke har fået lukket døren helt i.«

»Det er bare en ting, vi skal have styr på, og det får vi. Der er ikke så meget mere at sige til det.«

Fødevarestyrelsens indskærpelse betyder, at grødrestauranten i Aarhus nu vil få to gebyrbelagte, opfølgende kontroller.

Lasse Skjønning Andersen stiftede sit lille grødimperium i 2011. Det tæller i dag 10 restauranter og salg af grødprodukter.