Inflationen i USA er fortsat over otte procent – helt konkret 8,2 procent i september – og det er en slem forskrækkelse for finansmarkederne, der bliver ramt af 'chokbølger', skriver Sydbank.

Her lyder det, at inflationen fortsat er »skræmmende høj«, og at det vil få konsekvenser for aktiemarkeder og renter.

Inflationen steg med 0,4 procent fra august til september, og det er over forventing.

Inflationsraten på 8,2 er ikke lige så høj som toppen i juni, hvor inflationen i USA var ni procent, men tallet er fortsat så højt, at det vil udløse markante rentestigninger fra Den Amerikanske Centralbank, Federal Reserve.

»Det får den amerikanske forbundsbank til at levere flere store rentehop. Vi venter, at Fed hæver renten næste gang 2. november med 0,75 procentpoint – få dage før midtvejsvalget i USA,« skriver Mathias Dollerup Sproegel, seniorøkonom i Sydbank:

»Fed har på de seneste tre rentemøder hævet renten med 0,75 procentpoint. Det er den kraftigste renteforhøjelsescyklus i mands minde, og Fed har ikke planer om at hive arbejdshandskerne af på de kommende rentemøder. Det betyder, at de finansielle markeder også i de kommende måneder vil være præget af store udsving.«

Hos Arbejdernes Landsbank skriver cheføkonom Jeppe Juul Borre, at de seneste tal er dårligt nyt.

»Inflationen falder for tredje måned i træk, men der er ikke meget jubel at hente. Priserne stiger stadig måned for måned, og tallene er højere end ventet. Inflationen er fortsat voldsomt høj, og dens vej herfra er skrøbelig,« skriver Jeppe Juul Borre:

»Samtidig bliver kerneinflationen ved med at stige og rammer med dagens tal det højeste siden 1982. Vi vil se flere stramninger fra den amerikanske centralbank med det formål at få den høje inflation helt under kontrol.«

Rentehop fra Federal Reserve har smittet markant af på de danske boligrenter.

»De danske boligejere har mærket presset fra den høje inflation og stigende renter i USA. Særligt de fastforrentede lån er påvirkede fra den anden side af Atlanten,« skriver Jeppe Juul Borre:

»Renten på et fastforrentet lån lyder i dag på seks procent, hvor det til sammenligning var to procent ved årsskiftet. Det er en helt enorm stigning i de danske boligrenter, og den høje inflation i USA og den kraftige stramning af pengepolitikken spiller en rolle i den udvikling.«