Tilbage i maj besluttede Jakob Kjærulff og konen, at de betalte for langt flere streamingtjenester, end de reelt bruger.

Viaplay, Netflix og Apple Music blev opsagt på én gang. En besparelse på knap 400 kroner om måneden røg ned i lommen.

Nu bruger parret i stedet tjenester, som er gratis.

Først var det DRTV, som man godt nok betaler for over skatten, der blev taget i brug. Så YouTube og bibliotekstjenesten Filmstriben.

Jakob Kjærulff og hans kone har sparet mange penge ved at sløjfe de streamingtjenester, de betalte til.
Jakob Kjærulff og hans kone har sparet mange penge ved at sløjfe de streamingtjenester, de betalte til.
Vis mere

Senere kom Pluto TV til, som er en tjeneste med tv-kanaler, film og serier, som du kan se gratis mod, at du ser reklameblokke.

»Jeg er overrasket over, hvor meget man kan få gratis, for når man lægger det hele sammen, så får man et godt udvalg. Det svarer jo til Netflix tilsammen,« siger 55-årige Jakob Kjærulff fra Svendborg:

»Ideen med Pluto TV er skide god. Det er begrænset til to reklameblokke, når man ser en film, og det er sådan set o.k. med os. Kommer der flere tjenester som Pluto TV, vil vi klart hente det ned.«

Og det kan der meget vel komme.

Antallet af gratis streamingtjenester, hvor du betaler ved at se reklameblokke, vælter frem lige nu.

»Der er kæmpe gratisbølge på streamingfronten, som især sker i USA. For omkring fem år siden så vi de første af de her ‘gratis reklame-streaming-tv’- tjenester i USA, og nu er der rigtig mange. Det er gået stærkt, fordi brugerne strømmer til,« siger Rasmus Larsen, redaktør på fagmediet Flatpanels.dk:

»I Danmark har vi set det i form af Pluto TV. Konceptet er, at tjenesten lægger gratis indhold ud via partnere, og så tjener de penge på, at du ser reklameblokke. Grundlæggende er det faktisk en reklameplatform.«

B.T. har talt sig frem til, at der er mindst ti gratis tjenester i USA.

Rasmus Larsen peger også på, at der i udlandet er flere gratis tjenester, som specifikt er knyttet til smart-tv.

Eksempelvis findes der en gratis tjeneste til LG tv og Samsung tv i USA.

»Jeg tror helt klart, vi kommer til at se mere af det her i Europa og Danmark også. Mit bud er, at vi i løbet af næste år har Amazon Freevee i Danmark, som er Amazons gratis udgave af det her fænomen.«

Marie Tarp og hendes mand har fået øjnene op for en masse nye programmer og film, efter at de har droppet betalingstjenesterne.
Marie Tarp og hendes mand har fået øjnene op for en masse nye programmer og film, efter at de har droppet betalingstjenesterne.
Vis mere

I Aalborg har Marie Tarp også været igennem en sparerunde i husstanden, hvor Netflix, Viaplay og HBO røg ud med badevandet.

Det sikrede en relativt stor besparelse på flere hundrede kroner om måneden.

»Det lyder brutalt, fordi det er så stor en ting at gøre. Men det er rigtig mange penge, der er gået til det her hver måned,« forklarer Marie Tarp.

Nu bruger familien i stedet DRTV – som man betaler for over skatten – og YouTube i stor stil.

»På YouTube kan man faktisk skabe sin egen tv-pakke ved at abonnere på folks kanaler. Det kan være Gordon Ramsay og Jamie Oliver for eksempel,« forklarer Marie Tarp:

»Ved at se på gratis tjenester har vi set mange ting, som vi ikke ville se ellers. Det har været fascinerende.«

Reklameblokke er dog noget, der afskrækker familien lidt.

»Vi så Viafree i en periode (som nu er Pluto TV, red.), men der er for mange reklamer. Det gad vi ikke mere. Vi kan bedre leve med dem på YouTube.«

Netop reklamer kan være den eneste stopklods for, at der kommer flere grafiske tjenester til Danmark, mener Rasmus Larsen.

»Der er mange aktører, som sidder og ser på Pluto TV lige nu, og hvordan det går. Danskerne er meget betalingsvillige forbrugere og vil gerne betale for at undgå reklamer. Så det bliver interessant at se, hvor stort markedet er for reklametjenester.«