ChatGPT har været her, der og alle vegne, siden chatbotten fuld af kunstig intelligens blev lanceret i november sidste år.

Og så sprang alle de store techgiganter ind i kampen med deres konkurrenter.

Men ikke før nu har Googles bud, der hedder Bard, været tilgængelig i Danmark. 

Nu har Google frigivet en opdatering af deres kunstige intelligente sprogmodel, Google Bard, og i opdateringsteksten fremgår det, at den nu er tilgængelige i hele EU og Brasilien.

Det betyder, at du nu uden problemer kan gå ind på Bards hjemmeside og begynde at chatte med chatbotten.

Den  kan meget af det samme som ChatGPT, så du kan have samtaler om løst og fast, men også bede den om hjælp til forskellige ting.

For eksempel kan du kigge ud af vinduet i Danmark, konstatere det regner - og søge hjælp hos chatbotten.

B.T. forsøgte lige at spørge den, hvor jeg kan få havudsigt og omkring 25 grader om to ugers tid, når den ustadige danske sommer hænger en langt ud af halsen.

Her foreslår den en række destinationer, hvor det burde være omkring 25 grader om to ugers tid. Den skriver så også noget om 'vintersol', så på samme måde som ChatGPT er det måske sundt at tage noget af det med et gran salt - eller i hvert fald lige at dobbelttjekke vejrudsigten.

Efter lidt beskeder frem og tilbage forstod den, at det var om to uger og ikke om vinteren - og har i stedet foreslået blandt andet nogle steder i Italien, Kroatien og Grækenland.

Både Bard, ChatGPT og Microsofts Bing er chatbots bygget på kunstig intelligens. De er det, man kalder en sprogmodel bygget på maskinlæring. Flere af dem er koblet på internettet, så de kan søge nettet rundt efter svar på dine spørgsmål.

Bard taler også dansk og efter den seneste opdatering, der netop er lanceret, kan den også læsende sine svar højt.