Gmail er verdens største emailudbyder, og nu er Google klar med store ændringer, du kommer til at mærke.

En bølge af AI – kunstig intelligens – er skyllet ind over internettet, og nu begynder de helt nye muligheder så småt at dukke op i tjenester, mange bruger dagligt.

Microsoft har præsenteret deres nye søgemaskine, og nu forsøger Google at tage kampen op.

De kalder det et »skelsættende øjeblik« i deres AI-rejse i en pressemeddelelse.

Google begynder således at tilføje AI til deres populære tjenester Gmail og Docs, som mange mennesker bruger dagligt. Først til nogle testpersoner, og senere til den brede befolkning.

I Gmail kommer man fremover for eksempel til at skrive mail helt uden selv at formulere dem. I stedet kan man blot skrive nogle stikord – som navne, emne og tone – ind, og så skriver Gmail automatisk hele mailen for dig.

Det vil sige, at du for eksempel kan skrive fire punkter ned med praktiske informationer til en ny kollega eller juleønsker til din familie – og så laver Gmail hele mailen for dig.

I Docs kommer man til at kunne bruge kunstig intelligens til at brainstorme og korrekturlæse – og til at skrive hele eller dele af en tekst. Du kan også have skrevet et afsnit, du synes er lidt kluntet formuleret, og så bede Docs om at omskrive afsnittet.

I deres PowerPoint-rival Slides kommer man til at kunne visualisere sine slides med automatisk genererede billeder og videoer for at gøre det hele lidt mindre hvidt og nøgent, hvis man er til den slags.

Google beskriver det selv sådan:

»Uanset, om du er en travl HR-medarbejder [...] eller en forælder, der udarbejder invitationen til dit barns piratfødselsdag, sparer Workspace dig for tid og besvær med at skrive den første version. Du skal blot skrive et emne, som du gerne vil skrive om, og så bliver der straks genereret et udkast til dig.«

Samtidig rygtes det, at Microsoft, der har købt den populære og avancere ChatGPT-kunstige intelligens, arbejder på tilsvarende nye funktioner til deres Office-pakke og mailsystem, mens de allerede har tilføjet AI-funktioner til deres søgemaskine Bing.

Ifølge techmediet The Verge slutter Google dog også af med en advarsel:

»Nogle gange tager kunstig intelligens fejl, nogle gange glæder den dig med noget usædvanligt, og ofte har den brug for vejledning.«

Er du nået så langt ned i artiklen her, men har ikke læst det hele, har Microsofts Bing Chat her et referat på under 100 tegn af hele artiklen:

'Google lancerer AI-funktioner i Gmail, Docs og mere for at konkurrere med Microsoft.'