Det går stærkt i øjeblikket. Som om en prop er blevet hevet ud af bunden af badekarret.

Kunstig intelligens - eller AI - trækker nærmest dagligt overskrifter, og især Google og Microsoft kæmper om at få proppet AI-funktioner ind i så mange af deres programmer og tjenester som muligt på kortest tid.

Men spørger man økonomerne hos Goldman Sachs, vil det have store konsekvenser for mange mennesker.

Helt op til 300 millioner fuldtidsjob kan nemlig ende med at blive automatiseret af AI på den ene eller anden måde gennem den nye bølge af teknologi, som for eksempel ChatGPT. Det skriver CNN.

Sådan lyder et anslag fra investeringsbanken, der tidligere var Dong-auktionær.

Og det vil ifølge Goldman Sachs især ramme én type arbejdere: De, der arbejder på kontor.

Administrative medarbejdere og advokater forventes at blive hårdere ramt end mere manuelt arbejde, som bygnings- eller reparationsarbejde, lyder det i analysen.

I Europa og USA vil omkring to tredjedele af nuværende job »i en eller anden grad blive påvirket af AI-automatisering«, mens en fjerdedel af al arbejde potentielt kan blive udført af AI.

Men hvor det umiddelbart lyder negativt, er der også gode ting ved udviklingen.

For selvom arbejdspladser og antallet af dem kan svinge, så vil gennemgribende adoptering af kunstig intelligens på sigt også føre til højere produktivitet, lyder det fra Goldman Sachs.

»Selv om AI's indvirkning på arbejdsmarkedet sandsynligvis vil være betydelig, er de fleste job og brancher kun delvist udsat for automatisering og vil derfor sandsynligvis snarere blive suppleret end erstattet af AI,« tilføjede økonomerne.

Især ChatGPT og teknologien bag, GPT-3 og -4, har trukket overskrifter. Udviklerne bag lancerede den seneste version, GPT-4, tidligere denne måned, og den har hurtigt imponeret mange med sin evne til at kode, lave hjemmesider og bestå eksaminer uden mange fejl.