Inflation. Højere renter. Krig og energikrise.

Trods de mange kriser det seneste år sender pensionsselskabet PFA nu 1,7 milliarder kroner tilbage til kunderne.

I en pressemeddelelse oplyser PFA, at pengene bliver udbetalt som en del af PFAs kundeejerskabsmodel, hvor overskuddet deles med kunderne.

2022 var ellers et »svært år« for PFA med røde tal på bundlinjen.

»Vi er glade for, at de fleste af vores kunder kan få opsparingen forbedret i en vanskelig tid, hvor der er modvind på mange fronter,« siger administrerende direktør Ole Krogh Petersen, i pressemeddelelsen.

Forrentningen er på niveau med sidste år, hvor der blev sendt et tilsvarende beløb tilbage til kunderne, oplyser PFA.

KundeKapital er PFA Pensions model for overskuds- og risikodeling med kunderne. KundeKapital er delt op i en kollektiv og en individuel del.