Omkring 400.000 hårdt ramte danske gaskunder kan nu glæde sig over et lille lyspunkt i det kolde – og dyre – vintermørke.

Efter massiv kritik giver den statslige gasdistrubutør Evida nemlig fra mandag gaskunderne mulighed for ekstraordinært selv at aflæse deres faktiske kvartalsforbrug.

Det vil betyde, at gaskundernes regninger ikke automatisk baserer sig på sidste års (store) forbrug, men nu i stedet vil kunne afspejle, at mange er begyndt ivrigt at spare på den dyre gasvarme.

Det skriver TV 2, der har haft kontakt til Evidas direktør Kim Søgård Bering Kristensen:

»Priserne er steget rigtig meget, og mange har henvendt sig til os. Derfor er det ikke længere enkelt at være gaskunde, hvis man kun aflæser én gang. Det er bedre at aflæse hvert kvartal for at kunne se effekt af sit reducerede gasforbrug,« lyder det fra direktøren for den statslige gasdistributør.

Prisen på naturgas er i løbet af lidt over et år blevet tidoblet. Det har på grund af den årsbaserede målemetode betydet, at aconto-varmeregningen for nogle husejere er steget med 20.000-40.000 kroner – også selv om man i virkeligheden har haft held til at skrue  væsentligt ned for det faktiske forbrug.

Udsigten til de høje gasregninger betød i efteråret, at over 30.000 kunder kontaktede Evida omkring målingerne og opgørelserne over forbruget.

Og både forbrugerrådet Tænk og klima- og energiminister Dan Jørgensen var kritiske over for de årsbaserede acontoregninger, der modsat kvartalsaflæsninger ikke hurtigt afspejler husejernes bestræbelser på at skrue ned for varmen og spare på gassen.

Evidas hjemmeside oplyser gasdistrubutøren, at der er tale om et frivilligt tilbud til gaskunderne om selv at aflæse deres gasmåler i december for at få en gasregning, der passer med det faktiske gasforbrug.

Under alle omstændigheder vil kunderne også få en årsopgørelse til maj/juni som normalt.

Det er Evida, der gør det muligt at aflæse gasforbruget hvert kvartal. Men det er op til de enkelte gasselskaber, om de vil udnytte de ekstra målinger.

»Det vil have stor betydning for kundernes samlede gasregning, om gasleverandørerne vælger at afregne i forhold til den ekstraordinære aflæsning,« lyder det fra Evida.

I første omgang er det frivilligt, om man som gaskunde vil gøre brug af de ekstra målinger. Men i løbet af 2023 forventer Evida, at det bliver obligatorisk at aflæse gasforbruget hver tredje måned.