Benzin til 13 kroner literen.

Det lyder nærmest som ren ønsketænkning i disse tider, hvor danske benzinpriser har ramt et hidtil uhørt loft.

Op til næsten 18 kroner for en liter benzin på danske tankstationer.

Men ved et smut over grænsen til Tyskland kan der snart være mange penge at spare. Lige nu er priserne i Flensborg et par kroner lavere end i Danmark, men fra 1. juni ryger de endnu længere ned.

I forbindelse med en tysk hjælpepakke bliver kørepengesatsen hævet, og man vil derfor også nedsætte brændstofpriserne.

Det skriver ADAC, der er Tysklands og Europas største bilistforening med omkring 21 millioner medlemmer.

Fra 1. juni sænkes benzinpriserne i Tyskland med cirka 2,50 krone pr. liter benzin. Nedsættelsen skal gælde til og med 31. august.

Det betyder, at en liter benzin syd for grænsen fra 1. juni kommer til at koste omkring 13 kroner literen.

Det er en væsentlig besparelse på næsten 5 kroner pr. liter i forhold til de danske priser.

Det kan betyde, at danskerne måske igen valfarter til Flensborg for at spare kassen på en tankfuld benzin, ligesom det var tilfældet i 1980erne.

Hos FDM har man en forventning om, at benzinpriserne i Danmark fortsat vil være høje.

»Generelt med energipriser i Danmark så er det vores forventning, at de forbliver høje året ud og videre ind i 2023. Det kommer selvfølgelig an på mange faktorer, men det er udbud og efterspørgsel i sidste ende. Jeg forventer, at det vil forblive det her niveau mindst resten af året,« fortæller Ilyas Dogru, der er forbrugerøkonom i FDM, og fortsætter:

»Man skal huske at være påpasselig, når man snakker om at lempe afgifterne i Danmark. Benzinpriserne skal være lidt højere i Danmark, før man vil gå ind og kigge på lempelser. For man får jo blandt andet kørselsfradrag, som er en bonus for at tage den lange tur på arbejde; det synes vi, at man skal kigge på i stedet for.«

Men Ilyas Dogru kan sagtens se, at man som forbruger kan tage turen til grænsen for at skaffe den billige benzin.

»Man kan sagtens tage derned, for vi har også set det modsatte, dengang, da diesel har været dyrere i Tyskland end i Danmark.«

»Forbrugerne må selv afgøre, om det er det, man vil. Det giver helt klart mening, hvis man bor tæt på. Som forbruger skal man altid afsøge de billigere muligheder for at få det hele til at køre rundt,« slutter Ilyas Dogru.