Så er der endelig lidt godt nyt til boligejerne efter en dag, der sendte mange boligejeres humør i kulkælderen.

Onsdag viste nye tal fra Boligsiden, at husejerne siden toppen i juni sidste år har set priserne rasle ned med hele 9,2 procent. Endnu værre er det gået lejlighedsejerne, som har oplevet prisfald på over 10 procent siden toppen i maj sidste år.

Men torsdag lysnede det lidt.

Renterne er nemlig faldet så meget, at det 30-årige fastforrentede boliglån med en rente på fem procent nu er lukket, og det har givet et kærkomment comeback til 4-procentlånet.

»Rentefaldet er godt nyt for boligmarkedet, der er presset af, at renterne er steget markant siden begyndelsen af sidste år og af høj inflation, der også trækker købekraft ud af danskerne,« siger chefanalytiker i Totalkredit Sune Malthe-Thagaard.

Renterne har for nylig været helt oppe på seks procent, og et rentedyk på to procentpoint gør en forskel for både potentielle boligkøbere og eksisterende boligejere.

Køberne vil få lidt lettere ved at blive kreditgodkendt i banken og vil altså kunne købe en lidt dyrere bolig, end hvis renten hed fem-seks procent.

Det betyder, at den stride modvind på boligmarkedet aftager, men ikke at vinden vender, påpeger Sune Malthe-Thagaard.

Rentefald kan afbøde voldsomt prisfald på huse og lejligheder.
Rentefald kan afbøde voldsomt prisfald på huse og lejligheder. Foto: Tobias Kobborg
Vis mere

»Der vil stadig være modvind på boligmarkedet i 2023. Priserne vil falde yderligere, men rentefaldet er en windbreaker for boligmarkedet. Windbreakeren tager noget af modvinden, men fjerner den ikke,« siger han.

For et år siden lå renten på 1,5 procent. Nu ligger den altså på fire procent. Det betyder – trods prisfaldet på huse og lejligheder – at det fortsat er væsentligt dyrere at finansiere et boligkøb, end det var for et år siden. Det faktum lægger sammen med boligkøbernes udhulede købekraft et nedadgående pres på boligpriserne her i 2023

Årsagen til det nuværende rentefald er ifølge chefanalytikeren, at inflationen de seneste måneder er begyndt at falde.

»Det har betrygget investorerne i, at centralbankerne er ved at få styr på inflationen og på den lidt længere bane vil begynde at sænke renterne igen, og det får de lange renter til at falde,« siger Sune Malthe Thagaard.

Den Europæiske Centralbank (ECB) har imidlertid varslet, at der er flere renteforhøjelser på vej i 2023, og derfor kan det ifølge Sune Malthe-Thagaard ikke udelukkes, at de korte, variabelt forrentede realkreditlån en kort overgang kan få en højere rente end de 30-årige fastforrentede lån:

»Det kan man sagtens forestille sig. Vi så det sidst under finanskrisen.«

Lige nu ligger de korte, variabelt forrentede realkreditlån som F-kort, F1, F3 og F5 med en rente på lidt over tre procent. Inden inflationskrisen var de korte renter negative eller lå lige omkring nul procent.

Læs mere: Se, hvordan huspriserne har udviklet sig i din kommune, her.