Priserne er steget og steget – men nu ser det ud til at gå den anden vej.

I begyndelsen af juni lå prisen på blyfri 95 næsten på 20 kroner. Nu ligger den lige under 17 kroner ifølge OK Energi, der har benzintanke landet over.

Niveauet er fortsat højt sammenlignet med for eksempel januar, hvor prisen lå på omkring 13-14 kroner – og det samme gælder for olie, der lige nu er få dollar fra niveauet før krigen i Ukraine, som brød ud 24. februar.

Den samme historie kan man fortælle om råvarepriserne.

Niels Philip Kjeldsen, journalist og redaktør på B.T.
Niels Philip Kjeldsen, journalist og redaktør på B.T. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Råvarepriser på for eksempel kobber, hvede og madlavningsolie er faldet, og det har vi set gennem nogle uger nu. Når oliepriserne så også falder, peger pilen altså ned over en bred kam,« siger B.T.s forbrugerredaktør, Niels Philip Kjeldsen, og fortsætter:

»Når man spørger økonomer, hvad årsagen er, så svarer de fleste, at det er den faldende efterspørgsel og spekulationer om en kommende recession.«

Det er altså umiddelbart på en dårlig baggrund, når vi nu ser priserne falde.

»Men det kommer jo nok til at betyde, at forbrugerpriserne falder til efteråret. Det er der i hvert fald en del, der tyder på. Og det vil være en lettelse for mange forbrugere, der virkelig kan mærke privatøkonomien stramme til lige nu,« siger Niels Philip Kjeldsen.

Han uddyber, at både Coop og Salling Group har meldt ud, at der er store chancer for prisfald til efteråret.

Det er altså på samme tid en positiv udvikling for den enkelte forbruger og noget, der ser ud til at blive en hård periode for virksomhederne.

»De kan få det svært, hvis efterspørgslen for alvor falder. Det kan blandt andet betyde, at folk vil miste deres job. Vi er dog relativt langt derfra, men det er noget, de her faldende priser indikerer,« siger Niels Philip Kjeldsen.

Trods prisfaldet, der måske kan lette lidt på de økonomiske bekymringer hos forbrugeren, så skal man ifølge B.T.s forbrugerredaktør ikke forvente, at priserne ender på helt samme niveau som før prisstigningerne.

»Det generelle prisniveau er hævet. Når fødevarepriser stiger, så falder de igen, men de kommer sjældent tilbage til det niveau, der var før prisstigningerne. Så man skal ikke forvente, at alt kommer tilbage til det gamle.«