Lange åbningstider, helligdagsåbne butikker og mulighed for levering direkte til hoveddøren.

Det har aldrig været lettere at få fingrene i en liter mælk eller en pakke rugbrød.

Men i foråret får dagligvarehandlen altså endnu et nøk opad. Det sker, når tre spritnye Let-Køb-butikker slår dørene op.

Her kan du handle ind lige præcis, når det passer dig. Der er nemlig hverken personale eller begrænsede åbningstider.

»Jeg tror på, at de her ubemandede 'box-supermarkeder' har stort potentiale. Det er et tilbud om en lettere og mere fleksibel løsning for både forbruger og købmand,« siger Esben Keller, der er kædedirektør i Spar, Min Købmand og Let-Køb.

I forlængelse heraf fastslår han, at butikkerne i udgangspunktet skal drives af lokale købmænd, der i forvejen bestyrer en Let-Køb. På den måde er der tale om et alternativ til – men ikke en erstatning af – den etablerede købmand.

Et eksempel på et ubemandet 'box-supermarked' kan ses i videoen i toppen af artiklen.

For at tilgå et 'box-supermarked' skal man bruge en app, der kan låse døren op, scanne varer samt klare betalingen. Og selvom butikkerne vil være ubemandede, er der ingen bekymrede miner.

»Helt generelt har vi en tro på, at vores kunder er ærlige mennesker. Det er trods alt ganske få, der kan finde på at stjæle,« fortæller Esben Keller og fortsætter:

»Desuden vil der være sikkerhedsforanstaltninger i butikken. Man skal være registreret kunde for at komme ind, ligesom der vil være overvågning i alle butikker.«

I første omgang er der tale om tre 'prøvebutikker', hvoraf en af dem forventes at få adresse i Storkøbenhavn. Den anden får adresse i Nordsjælland. Hvor den tredje får hjem er endnu ikke besluttet.

Men én ting er sikkert – de vil alle tre blive placeret på parkeringspladser.

»Det er et unikt og nytænkende koncept, der vil give merværdi til parkeringspladsen, som har et uudnyttet potentiale med ofte store og rummelige arealer,« lyder det fra Dan Kirk, der er chef for marketing, forretningsudvikling og kundeservice i Apcoa Parking og fortsætter:

»Vi kan derfor bruge pladsen til at lave en »alt-i-én«-løsning, hvor hverdagens gøremål samles på ét sted, så danskerne kan bruge mindre tid i hverdagen på at løbe praktiske ærinder.«

Det er Apcoa Parkering, Retail 360 og Dagrofa, der står bag de nye container-supermarkeder.

Butikkerne vil være omkring 28 kvadratmeter og have et varesortiment på cirka 500 varer. De forventes alle tre at slå dørene op i maj eller juni.