En speciel type elbil er længe blevet efterspurgt. Den type elbil, som kører langt på en fuld opladning, og hvor du som gennemsnitlig lønmodtager ikke sprænger banken i forsøget på at ville køre lidt grønnere.
Men nu er den her endelig, skriver JyllandsPosten.
Mediets bilanmelder, Christian Schacht, har testet den nye elbil 'BYD Dolphin', som den kinesiske bilproducent 'BYD Auto' har lanceret.
En elbil der ifølge anmelderen sætter en ny tone an på det danske bilmarked.
»BYD Dolphin sætter nye standarder for, hvad vi kan forvente af en helt ny elbil til en startpris på 235.000 kroner. Tilmed med seks års garanti, importeret af et respekteret dansk selskab og til salg hos en stribe helt almindelige bilforhandlere,« skriver JyllandsPosten
Anmelderen indvender dog, at selvom man får meget elbil for pengene og masser af ekstraudstyr, er der alligevel minusser at notere ved den nye Dolphin.
Heriblandt siger den en masse irriterende biplyde, der er intet anhængertræk, småt med bagagerumsplads og langsom lynladning.
Og så bliver den ifølge anmelderen aldrig et stilikon.
BYD Dolphin kører 427 kilometer på en fuld opladning - altså fra København til Skagen med kilometer i banken.