En af verdens største tøjkæder trækker en reklamekampagne tilbage efter kritik og trusler om boykot fra propalæstinensiske aktivister. Det rapporterer Reuters.

Det er Zara, som på sin hjemmeside og app mandag har fjernet en kampagne, som indeholdt billeder af mannequin-dukker med manglende ben eller arme og statuer indhyllet i hvidt.

Kampagnen havde udløst kritik fra propalæstinensiske aktivister, der opfordrede til boykot af tøjkæden.

Ifølge Zaras ejere var der tale om en reklamekampagne, som blev idéudviklet i juli måned, hvorefter billederne blev taget i september.

Krigen i Gaza blev indledt, da Hamas 7. oktober udførte et terrorangreb, hvor man dræbte flere end 1.200 mennesker, heriblandt mange civile, og bortførte flere end 200 mennesker.

På Zaras Instagram-konto kunne man imidlertid ifølge Reuters se titusindvis af kommentarer om billederne, og mange af dem indeholdt palæstinensiske flag.

Samtidig trendede hashtagget #BoycottZara på X.

Den tøjkollektion, som Zara forsøgte at skabe opmærksomhed omkring, består af seks forskellige jakker, og de ligger i den dyre ende for tøjkæden.

Det er ikke første gang, at Zara kommer i modvind på den front. Sidste år modtog kæden kritik fra både israelere og palæstinensere, da chefen for den lokale franchisetager i Israel havde været vært for en kampagneevent for Itamar Ben-Gvir.

Han er en politiker på den yderste højrefløj, og efter valget i efteråret 2022 blev han udpeget som minister for national sikkerhed.