Selvom coronakrisen har været katastrofal for økonomier i hele verden, har nogle firmaer nydt godt af de nye tendenser og indkøbsmønstre, som krisens nedlukninger har ført med sig.

To amerikanske giganter, som sælger varer i hele verden, kan i sær prise sig lykkelige. Efter et par udfordrende år skovler de nemlig milliarder af kroner ind på bankbogen.

Det skriver flere medier, heriblandt Wall Street Journal.

Udviklingen er især drevet af, at de i stor stil sælger varer, som kan smides i køkkenskabene og kummefryseren – og det passer ekstremt godt til, at forbrugere i store dele af verden har købt ind og gearet sig til længere tids isolation.

Et eksempel er selskabet Kelloggs.

Her har salget af nogle af firmaets helt store slagnumre i form af morgenmadsprodukter som Rice Crispies, Cocoa Pops og cornflakes de seneste år været faldende, i takt med at friske råvarer er vundet frem.

Men under krisen er folk pludselig begyndt at hælde morgenmadsprodukter ned i indkøbsvognene i stor stil.

Det samme er tilfældet med Kelloggs mange snack-produkter, som eksempelvis tæller Pringles og Kelloggs mange frost-produkter.

Ifølge Kelloggs steg salget især i anden halvdel af marts, efter coronakrisen for alvor lagde sin klamme hånd over hele verden.

Salget i første kvartal er otte procent bedre end året forinden.

Nu håber selskabet, at de nye indkøbsmønstre kan give en renæssance til morgenmadsprodukter.

Også giganten Kraft Heinz har tjent masser af penge under coronakrisen.

Her har salget i første kvartal af 2020 været 6,3 procent højere end året før, og her er det også varer, som passer godt til køkkenskabet og fryseren, der har skæppet solidt i kassen.

Her er både tale om frostretter, saucer som Heinz tomatketchup og mayonnaise samt snackprodukter som nødder.

Og i Kraft Heinz forbereder man sig nu på, at forbrugerne opfører sig anderledes resten af året.

Det er både i forhold til at købe flere varer på nettet og spise flere måltider derhjemme.