En vaskeægte gigant slår i dag, tirsdag, dørene op i Danmark og indleder en offensiv, der skal munde ud i, at de på meget kort tid sætter sig i spidsen på det danske marked.

Det er verdens største leverandør af måltidskasser, tyske HelloFresh, der har meldt sin ankomst i Danmark. Og det går ikke stille for sig.

»Vi har en klar ambition om at blive den største spiller i Danmark inden for en kort årrække. Det er klart planen, og det kommer selvfølgelig til at kræve en vis investering,« siger Kristian Hald, administrerende direktør for HelloFresh i Sverige og leder for udvidelsen i Danmark, til Børsen.

I en pressemeddelelse melder HelloFresh, der blev grundlagt i Berlin i 2011, at de med udvidelsen til Danmark er til stede i 14 lande.

I årets første tre måneder har HelloFresh leveret 111 millioner måltider til knap 4,2 millioner aktive kunder, lyder det.

I Danmark er markedet for måltidskasser vokset de seneste år.

Her sidder Aarstiderne lige nu på lige knap halvdelen af markedet, ligesom spillere som Coop, Skagenfood og Nemlig.com har meldt sig ind i kampen.

Hos Nemlig melder direktør Stefan Plenge overfor Børsen, at han har stor respekt for HelloFresh, men at han er ‘klar til kamp’.

Også hos Aarstiderne hilser man HelloFresh velkommen, og direktør Anette Hartvig Larsen forklarer, at man har fulgt HelloFresh længe.

Hos HelloFresh er man allerede nu klar til at levere måltider i Danmark.

»Vi har omhyggeligt analyseret det danske marked og ved, hvad danskerne indtil videre har haft mulighed for at bestille af måltidskasser,« siger Kristian Hald i pressemeddelelsen:

»Vi har også indledningsvist testet vores produkter på forskellige kundesegmenter, og ved hjælp af deres feedback har vi skræddersyet et af de mest fleksible koncepter, som jeg mener gør os unikke på det danske marked.«