Når Lidl udgiver tilbudsavis, er 76-årige Birthe Gyldvig fra Ballerup lige nu afskåret fra at få del i flere af Lidls tilbud.

Det kræver nemlig medlemskab af Lidl Plus – og så skal man have en app, som Birthes telefon er for gammel til at hente. Så da hun for nylig bad om hjælp i den lokale Lidl, fik hun klar besked: Vil hun have adgang til Lidl Plus-tilbud, må hun købe en ny telefon.

»Der blev det for meget for mig,« siger 77-årige Gert Leif Gyldvig, som er Birthes mand:

»Det er simpelthen forfærdeligt, at så stor en koncern laver noget, hvor man diskriminerer folk. Det går altså ikke, at man gør forskel og siger: ’Du kan godt få rabat’ til den ene, og ’du kan ikke få rabat’ til den anden.«

Gert Leif og Birthe Gyldvig fra Ballerup er utilfredse med, at Lidls tilbuds-app som ikke kan bruges på Birthes smartphone fordi den ikke er ny nok.
Gert Leif og Birthe Gyldvig fra Ballerup er utilfredse med, at Lidls tilbuds-app som ikke kan bruges på Birthes smartphone fordi den ikke er ny nok. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Gert og Birthe Gyldvig er ellers meget glade for at handle i Lidl.

Men at Birthe på grund af sin smartphone må betale normalpris for varer, som andre kunder med en nyere smartphone kan få billigere, hidser i dén grad Gert Leif Gyldvig op.

»De siger jo til mig, at jeg skal punge ud med 2-3.000 kroner for en ny telefon, hvis min kone vil have de tilbud. Alternativet er, at hun betaler mere for varer, som andre kunder kan få billigere,« siger Gert:

»Så må Lidl altså lave et medlemskort eller give kunderne en nyere telefon. Det kan ikke være rigtigt, at man skal forskelsbehandles.«

Har du oplevet at blive afskåret, fordi du ikke har den 'rigtige' teknologi? Så skriv til 1929@bt.dk

I Ældre Sagen er app-problematikken særdeles velkendt. Stadig flere firmaer laver app-løsninger, selvom mange ældre slet ikke har en smartphone.

I 2018 var der fortsat 158.000 danskere over 65, som aldrig har været på nettet, viser beregninger, som Ældre Sagen har lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

Også Lidl Plus-appen er Ældre Sagen opmærksom på efter henvendelser fra medlemmer.

Gert Leif og Birthe Gyldvig fra Ballerup er utilfredse med, at Lidls tilbuds-app som ikke kan bruges på Birthes smartphone fordi den ikke er ny nok.
Gert Leif og Birthe Gyldvig fra Ballerup er utilfredse med, at Lidls tilbuds-app som ikke kan bruges på Birthes smartphone fordi den ikke er ny nok. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Vi synes, det er dybt problematisk, at man på den måde skal sættes uden for døren, fordi man ikke ejer en smartphone, der kan hente sådan en app,« siger Charlotte Avnsted-Vilman, seniorkonsulent i Ældre Sagen:

»Det er jo forskelsbehandling. Man skaber her et A- og et B-hold, hvor nogen kan få gode tilbud, og andre kan få knap så gode tilbud, fordi de ikke har en app.«

Helt overordnet er det alt for for mange firmaer, som glemmer at tage hensyn til, at ikke alle er med på den nyeste teknologi, mener Ældre Sagen.

»Der er mange virksomheder, som ikke tænker over, at der er rigtig mange mennesker, som fortsat ikke har smartphones,« siger Charlotte Avnsted-Vilman:

»Generelt er det et problem, at vores samfund bevæger sig i en retning, hvor man kun kan klare sig, hvis man har en smartphone.«

Hos Lidl har man ikke umiddelbart tænkt sig at ændre praksis eller indføre et Lidl Plus-kort, selvom pressechef Morten Vestberg understreger, at man altid lytter til kundernes feedback.

»I denne sag mener vi ikke, vi diskriminerer nogen. Lidl Plus-appen er et tilbud til alle, som ønsker at bruge den,« skriver Morten Vestberg i et mailsvar til B.T.:

»Da vi startede Lidl Plus op, lavede vi en undersøgelse, som viste, at langt størstedelen af vores kunder bruger en smartphone. Derfor blev Lidl Plus udviklet som et digitalt loyalitetskundekort til smartphone og ikke et fysisk kort.«