Lyt til artiklen

Det var relativt store nyheder, der kom ud af Coops hovedkontor, da koncernen tirsdag aften i sidste uge sendte flere pressemeddelelser ud samtidig.

Fakta lukker. Og SuperBrugsen og Kvickly fusionerer. Den sidste af de to nyheder får markante konsekvenser.

Fusionen af SuperBrugsen og Kvickly betyder nemlig, at Danmark har fået en ny førerhund i supermarkedsbranchen.

De to kæder omsætter for omkring 25 milliarder kroner om året tilsammen.

Coop lukker Fakta og lægger Kvickly og SuperBrugsen sammen.
Coop lukker Fakta og lægger Kvickly og SuperBrugsen sammen. Foto: Preben Madsen
Vis mere

Med fusionen har Coop skabt den største supermarkedskæde målt på omsætning i Danmark, oplyser Coop.

»Det betyder selvfølgelig, at vi har en meget stor muskel. Vi har et stort butiksnet, og vi kan ramme alle kunder i Danmark,« siger Kenneth Holmen Pedersen, der skal stå i spidsen for den nye kæde:

»Den muskel skal oversættes til, at danskerne så også synes, at vi er Danmark bedste supermarkedskæde.«

Det lyder jo godt. Men hvad betyder det konkret?

»Vi skal have et bedre sortiment, bedre priser og bedre markedsføring. Målet er, at vi skal være bedst. Det er vi allerede et langt stykke hen ad vejen,« siger Kenneth Holmen Pedersen:

»Men vi er i en periode, hvor kunderne i stor grad søger mod discount, og der skal vi overbevise dem om, at de trygt kan blive hos os. Det skal vi med skarpe priser, og det skal vi ved at levere den bedste service.«

Fusionen har været længe undervejs. De seneste år har Kvickly og SuperBrugsen delt tilbudsavis og haft stort set identiske priser.

Den endelige fusion betyder, at kæderne nu får én ledelse og at hele driften samles ét sted.

Indtil videre kører de to kæder dog videre med deres nuværende navne.

»Jeg tror, at vi på et tidspunkt får et fælles navn og et fælles skilt på alle butikkerne. Men lige nu kan vi sagtens drage fordele af en sammenlægning uden et fælles navn,« siger Kenneth Holmen Pedersen.

Selv er han stolt af at skulle stå i spidsen for den nye kæde.

Han har været i Coop i mange år, havde en afstikker til Meny hos Dagrofa, og senest har han været direktør for SuperBrugsen.

Nu sidder han så for enden af bordet i Danmarks største supermarkedskæde med 300 butikker og en omsætning på 25 milliarder kroner.

»Det er da fedt. Det skal jeg ikke lægge skjul på. For mig er det her en drøm. Og svigermor er stolt. Det kan man også putte i banken,« siger Kenneth Holmen Pedersen med et grin.