Efter flere års rygter og advarsler om, at 'ulven kommer', blev internetbutikkernes værste mareridt til virkelighed, da Amazon for få uger siden annoncerede, at de kommer til Sverige.

Samtidig lød det, at de søger en direktør, der kan føre giganten videre ind i Danmark. Allerede nu råber erhvervsorganisationer vagt i gevær. Amazon bringer nemlig et koncept med sig, som har det med at støvsuge kunder i et voldsomt tempo.

»Som dansk webshop er der god grund til at være nervøs. Det, Amazon kommer med, er så unikt, at det er svært at se, at det ikke skulle gå, som det har gjort i flere andre lande,« vurderer Claus Bülow Christensen, digital analytiker og indehaver af TommorowsNextMedia:

»Det er ikke helt utænkeligt, at Amazon sidder på 50 procent af det danske marked om 10 år.«

Niels Ralund, direktør i Foreningen for Dansk Internethandel, peger konkret på det, hans branche ligger søvnløs over:

»Det er Prime-konceptet, jeg frygter. Det er verdens største fordelsklub, og det er lige attraktivt, om du bor i Houston eller Hjørring. For forbrugerne er det jo svært at se det negative i det her. Men prisen er, at de danske virksomheder kan blive tromlet over,« siger Niels Ralund.

Vi træder et skridt tilbage.

Amazon Prime-konceptet blev lanceret i 2005 i USA. Siden har det bredt sig til flere lande og skrabet 150 millioner abonnenter ind i folden på verdensplan.

I USA sidder Amazon på omkring 60 procent af internethandlen, i England er det 25, i Frankrig er det 30, i Tyskland er det 46 – og sådan kan man blive ved.

Amazon Primes hovedkoncept er hurtig levering. Her er det en lastbil ved Amazons lager nær Paris, Frankrig.
Amazon Primes hovedkoncept er hurtig levering. Her er det en lastbil ved Amazons lager nær Paris, Frankrig. Foto: DENIS CHARLET
Vis mere

Prime-konceptet er lige så simpelt, som det er omfattende.

For et årligt beløb – i Storbritannien er det 650 kroner om året – får du gratis fragt hele året, levering på under 24 timer, rabatter på en lang række varer, streamingtjenesten Amazon Prime Video, e-bøger, lydbøger og magasiner, en musiktjeneste og en masse computerspil.

»Der er noget til alle i husstanden. Tendensen er, at når man har det her Prime-abonnement, så bliver Amazon det sted, hvor man køber alle sine varer,« siger Claus Bülow Christensen.

Og så bliver det altså et spørgsmål, om man som webshop er med på Amazons platform eller ej, når kunderne skal søge varer frem.

Er du med i Amazons søgemaskine, tager Amazon en procentdel af dit salg. Er du ikke med, bliver du potentielt afskåret fra de kunder, der nu bruger Amazon Prime.

Niels Ralund forklarer:

»Det er klart, at når man har betalt sin fragt én gang, så har du en tendens til at købe alle dine ting via Amazon – om det er en blyantspidser eller en tv-skærm. De har det hele, og så har folk det med bare at handle der, fordi det er det nemmeste,« siger Niels Ralund:

»Jeg frygter, at når danskerne opdager det her produkt, så forsvinder deres loyalitet fra danske butikker hurtigt. Vi kan risikere, at Amazon sidder på 10-20 pct. af markedet i Danmark tre år efter deres indtog.«

Amazons distributionscenter - her i nærheden af Barcelona.
Amazons distributionscenter - her i nærheden af Barcelona. Foto: Albert Gea
Vis mere

Og for at det ikke skal være løgn, så har Amazon det også med at presse priserne ned på de markeder, de kommer til.

Amazon lancerede sig for et halvt år siden på det hollandske marked og har kørt halv pris på abonnementet for at få stor udbredelse på markedet med det samme.

Derudover har Amazon det med at masseproducere de produkter, der bliver populære, og sælge dem billigere end de eksisterende webshops i markedet.

»De er relativt kyniske på det område. De har konceptet Amazon Basics. Så masseproducerer de et produkt, alt fra køkkenudstyr til elektroniske gadgets, møbler, sengetøj, elpærer, biludstyr, alt muligt, og så promoverer de det øverst i søgefeltet og dumper prisen,« siger Claus Bülow Christensen.

Så: Hurtig levering, fri fragt, en masse streamingtjenester, andre produkter oven i hatten, billigere priser.

Hvad er problemet?

»Det er, at de ikke opererer på samme vilkår som os andre – eksempelvis ved ikke at betale skat og ved at sælge ikke-godkendte produkter. Det betyder, de har en stor fordel. Derfor så vi gerne politisk indgriben på europæisk niveau,« siger Niels Ralund:

»Men igen: For en forbruger er det nok svært at se det negative. Det vil jeg gerne erkende.«

Jeff Bezos, stifter af Amazon, er verdens rigeste mand.
Jeff Bezos, stifter af Amazon, er verdens rigeste mand. Foto: SAUL LOEB
Vis mere

Selv om der regelmæssigt har været kritik af Amazons forretningsmodel i Europa, har Amazon hele tiden påpeget, at de betaler de skatter, de er forpligtet til, og at de overholder gældende lovgivning.

Claus Bülow Christensen tror ikke meget på, at Amazons vækst i Danmark kan stækkes via politiske virkemidler.

»Jeg tror ikke, der er den store politiske appetit til at gøre for meget her. Så jeg tvivler på, at der er meget til hinder for, at Amazon fortsætter med at vokse,« siger Claus Bülow Christensen.

Der er endnu ikke sat en dato for, hvornår Amazon kommer til Danmark. Eksperter vurderer dog, at en lancering i Sverige sker om få måneder, og at danskerne får adgang til Amazon Prime i 2021.