»Supermarkederne vil måske også kigge efter lidt billigere varer, der er nemmere at sælge, og lidt mindre omfang af luksusvarer.«

Sådan siger Jens Nannerup, direktør i Gasa Frugt og Grønt, der står for en tredjedel af salget af danske grøntsager, til DR.

Frugt- og grønthandlerne oplever nemlig, at forbrugerne vender sig mod de billigere varer, da priserne også her, ligesom på så mange andre varegrupper, stiger.

Det betyder, at producenterne måske vil bruge færre ressourcer på de mere eksklusive specialvarer og i stedet prioritere de populære, billigere varer.

Derfor overvejer grøntproducenterne også allerede nu, om næste års produktion skal lægges om, så den bedre matcher forbrugernes ønsker.

»Kunne man producere noget andet? Kunne man rette lidt til, så vi får en bedre balance, mellem det forbrugere ønsker at købe og vores produktion?« spørger direktør Jens Nannerup.

Frugt- og grønthandlerne skal dog ikke tænke alt for længe over for beslutningen, for næste års produktion skal nemlig besluttes allerede i december, og derfor er der ikke meget fleksibilitet, når det kommer til at tilpasse udvalget af frugt og grøntsager til forbrugernes ønsker.

For forbrugerne kan det da også betale sig at købe mere frugt- og grønt. Det er nemlig en af de varegrupper, hvor prisen er steget mindst.

Nogle af de varer, der er steget mindst i pris, er grøntsager og ris, mens nogle af de varer, der er steget mest, er pasta, olie, smør og kalve- og oksekød.

De varegrupper, der er steget mest, er også dem, som Fødevareministeriet anbefaler, at man spiser mindre af.

»Spis i stedet nogle gulerødder eller grøntsager i det hele taget, og linser og bønner. Det er også billigere,« har fødevareminister Rasmus Prehn tidligere sagt.