De fleste medarbejdere opsiges nu i den konkurstruede – og skandaleramte – slagterikoncern Skare.

Det sker i forbindelse med de igangværende konkursforhandlinger.

Sådan skriver Agriwatch.

»Det har ikke været muligt at finde en samlet køber til virksomheden. Derfor bliver vi nødt til at fritstille op opsige medarbejderne, vi ikke skal bruge,« siger kurator Boris Frederiksen til mediet.

I alt 30 funktionærer og 200 timelønnede er nu fortid hos Skares hovedkontor i Vejen.

Det lyder videre, at der kun kom et enkelt bud på den samlede Skare-koncern, men det var ifølge Boris Frederiksen ikke af en tilstrækkelig størrelse.

Og af den grund skal de mange underselskaber og ejendomme nu sælges separat.

Kuratoren forventer i den forbindelse, at der faktisk vil komme et større bud på ejendommene, end det ene samlede, indkomne på bud hele koncernen.

I Aarhus beholder medarbejdere indtil videre deres job.
I Aarhus beholder medarbejdere indtil videre deres job. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

På en afdeling i Aarhus – Aarhus slagtehus under Skare Beef – beholder 33 medarbejdere i samme forbindelse indtil videre deres job, da man forsøger at sælge hele selskabet i én bid.

Derudover bliver 15-20-funktionærer og 8-10 timelønnede i deres job, fordi de hjælper til med at håndtere konkursboet.

Skandalen omkring Skare Meat Packers begyndte at rulle tidligere i år, da det kom frem, at Fødevarestyrelsen havde beslaglagt 250 ton gammelt kød.

Siden opsagde en stribe af danske supermarkeder samarbejdet, hvilket hurtigt førte frem til de igangværende konkursforhandlinger.

Fredag, altså i dag, udløb så fristen for at finde en købe til hele molevitten, hvilket altså ikke lykkes. Det er derfor stumperne nu skal sælges i et forsøg på at hive de sidste kroner ud af virksomheden til at dække tabene.

Og nu ser det altså ud til, at det er slut efter  lige over 50 år for det kødimperium, som Kurt Skare i sin tid grundlagde.

Han er også under personlig konkursbehandling, ligesom de i alt otte Skare-relaterede selskaber har været det.