Med godt tre måneder til Tour de France er stort set alle hoteller fuldt booket i målbyen Nyborg.
»Jeg hopper gerne en juleaften over for en Tour de France i Nyborg. Det er kæmpestort, det her,« siger Louise Hauge, der er hoteldirektør på Storebælt Sinatur Hotel & Konference.
Samtlige 115 af hotellets værelser er revet væk til løbsdagen for cykelløbets anden etape, der slutter i Nyborg.
»Vi har tre Tour de France-hold, som skal være på hotellet. Det er godt 60 værelser, der bliver brugt på det,« forklarer Louise Hauge og fortsætter:
»Og ellers var lørdagen bare hurtigt væk.«
Der er dog stadig en lille chance for et værelse, hvis man er heldig – og ikke mindst klar til at betale.
Louise Hauges hotel har nemlig stadig 15 værelser ledige til om fredagen 1. juli, hvor årets Tour de France begynder.
Forklaringen er dog den, at det endnu ikke har været muligt at booke de sidste 15 værelser til om fredagen 1. juli.
»Vi håber, at der kommer nogle og booker alle 15 værelser på en gang,« forklarer hun.
Men hvad koster et hotelværelse under Tour de France på jeres hotel?
»Et værelse koster 2.000 kroner og opefter. Det er med morgenmad, og så er vi også søde og rare, mens du er her,« siger Louise Hauge.
En pris, som er en noget anden end de 798 kroner, man skal betale, hvis man vil besøge hotellet, når tourkaravanen har forladt byen igen om søndagen.
Hos konkurrenterne på Hotel Hesselet koster en overnatning under Tour de France på et standardværelse med morgenmad 1.995 kroner.
Hotellet oplyser, at de også er fuldt booket under Tour de France, og at efterspørgslen har været enorm på de 59 værelser, men har til rådighed.
Om mandagen 4. juli kan man få et værelse med morgenmad til 1.370 kroner på Hotel Hesselet.
Det er det samme billede, der tegner sig på Nyborg Strand Hotel og Konferencecenter, som er Nyborgs største hotel.
»Et værelse under Tour de France koster 2.100 kroner, og det er med morgenmad,« fortæller Claus Hansen, der er salgs- og marketingchef på Nyborg Strand Hotel og Konferencecenter.
Her er der tale om en prisstigning på 1.104 kroner, da man om søndagen 3. juli kan få en overnatning med morgenmad for 996 kroner.
Prisen har dog ikke ændret på, at hotellet som udgangspunkt er fuldt booket under Tour de France.
»Vi er fuldt booket, men vi har 30 værelser tilbage til vores firmakunder. De skal have mulighed for at booke værelserne til deres forretningsforbindelser,« forklarer Claus Hansen og fortsætter:
»Men de skal reagere 14 dage før, ellers bliver værelserne lejet ud.«
På Nyborg Strand Hotel og Konferencecenter har de 422 værelser. Claus Hansen forklarer, at en stor del af værelserne er gået til arrangørerne af Tour de France A.S.O.
»Prisen, som A.S.O. har betalt for et værelse, vil jeg ikke oplyse,« siger en hemmelighedsfuld Claus Hansen.
Claus Hansen fortæller, at aftalen med A.S.O. blev fastlagt for lang tid siden, da hele ideen om Tour de France i Danmark skulle etableres.
»Den her begivenhed betyder noget for vores område. Det betyder noget for Fyn, og det betyder noget for Danmark,« siger Claus Hansen.
Den begejstring deler Louise Hauge, der er direktør på Storebælt Sinatur Hotel & Konference.
»For det første synes vi, at det er megafedt. Personalet vil have flyttet deres ferie, så de kan arbejde, mens der er Tour de France. Det er en kæmpe oplevelse. Det er den ene ting.«