Nu behøver du ikke rode efter pung og kreditkort, når du nærmer dig betalingsanlægget på Storebæltsbroen. Fra og med onsdag kan du nemlig klare betalingen med din nummerplade.

Hvis du jævnligt kører på tværs af vort smukke dronningerige via Storebæltsbroen, kender du udmærket situationen:

Pludselig holder du foran broens bomme og skal betale, men hvor har du nu lagt Dankortet?

Den tur bliver nu langt nemmere for de bilister, der ønsker det. Fra og med onsdag får de nemlig mulighed for at betale turen over broen med deres nummerplade.

Det skriver Sund og Bælt på selskabets hjemmeside.

Måske har du allerede afprøvet metoden, hvis du har lejet bil på ferie til udlandet.

Det er helt enkel og hedder 'Pay By Plate', hvilket på nudansk ifølge Sund & Bælt kan oversættes til det mundrette 'nummerpladegenkendelse'.

Tricket består i, at du kører frem i de blå kort-baner, nøjagtig som hvis du skulle betale med kort. Her sørger et kamera forfra og et bagfra for at fotografere bilens nummerplader. Hvis systemet genkender nummerpladen, går bommen op, og du kan trille videre.

Hvis du altså vel at bemærke i forvejen har registreret din nummerplade på Brobizz.com eller via din Brobizz-App. Der skulle ikke gå mere end 20 minutter, før oplysningerne er blevet godkendt, og så er du klar til en kort-fri tur over Sundet.

Fra 1. januar 2018 blev det 15 procent billigere at køre over Storebælt med automatisk betaling. Sund og Bælt oplyser, at du også får adgang til rabatterne, hvis du benytter Pay By Plate.