Discount og gule tilbudsskilte.

Det lyder meget godt, hvis man er en hund efter tilbud og discount. Men er det nu også det?

Forbrugerøkonom i Nordea Ida Moesby advarer mod kun at kigge efter de gule tilbudsskilte, når der skal handles ind til aftensmaden, eller når man vælger, hvor man vil handle ind. For man kan hurtigt blive snydt.

»Discountbutikker har billigere priser generelt, og det hænger godt sammen med, at man begynder at kigge efter discount. Der kan være mange tilbud, hvor man sparer. Men man skal tænke sig om og have alle de andre varer, som ikke er på tilbud, i mente.«

Priserne i Danmark er steget markant sammenlignet med sidste år.

Danmarks Statistik skriver, at ændringerne i husholdningsvarer i april samlet er steget med 6,7 procent i forhold til samme måned sidste år.

»Vi skal holde øje med priserne på de varer, der ikke er på tilbud. For tit og ofte så er der tilbud på noget – og så er tilbehøret dertil dyrt. Et eksempel kan være tilbud på koldskål, hvor man skal have kammerjunkere til. Eller det kan være pølser og pølsebrød,« siger Ida Moesby.

Derfor er rådet fra Ida Moesby, at man skal tænke over, hvad kurvens samlede pris bliver.

»Der er mange pris- og forbrugermekanismer, som vi forbrugere følger. Og når vi følger dem, så kan vi blive snydt. Det er for eksempel derfor, at prisen kan hedde 19,99 eller 19,95, fordi man så tænker, at man sparer,« siger hun.

»Når man er nede i butikkerne, så er der også ofte dejlig musik, som kan øge ens købelyst. Kurven er også blevet større i volumen med årene – og der kan man sammenligne med tallerkenstørrelsesprincippet, hvor man spiser mindre, jo mindre en tallerken man bruger.«

Vores adfærdsmønstre – og butikkernes metoder – er med til at øge vores lyst til at købe ting på tilbud. Og det er som sagt her, at man kan ryge i en klassisk forbrugsfælde.

Men Ida Moesby foreslår ikke nødvendigvis, at man skal i 20 forskellige butikker for at finde det rigtige tilbud. Det vil være for tidskrævende.

»Man kan ikke tage til alle butikker for at finde de bedste varer. Men vi skal huske at være prisbevidste,« siger hun.

»En god anbefaling herfra er lige at stoppe op og få et overblik over, om man har købt mere, end man har behov for, så man ikke får et chok ved kassen.«