Mens de danske banker har fjernet 949 hæveautomater de seneste 10 år, kommer udenlandske selskaber og sætter deres egne automater op, hvor det kan koste dyrt at hæve kontanter.

Men hvem går gebyrerne til, og er de i strid med lovgivningen på området?

De udenlandske automater kører ikke på Dankort, men benytter internationale aftaler som Visa og MasterCard. Derfor er der flere danske banker, der pålægger udenlandske gebyrer for kontanthævninger.

Men ifølge Bankdata, som er it-udbyder for flere danske banker, er det bankerne selv, der bestemmer, om automaterne skal pålægges udenlandske gebyrer.

»Det er en beslutning i hver enkelt bank, om man ønsker at tage penge for brug af udenlandske automater, der står i Danmark. Bankdata sætter herefter systemet op, så det effektuerer den enkelte banks beslutning,« oplyser Annette Ernst Lüdeking, afdelingsleder for Kommunikation ved Bankdata.

Og det er forskelligt, om bankerne har lagt udenlandske gebyrer på de hævninger, deres kunder foretager i de udenlandske automater i Danmark.

I researchen til denne artikel har B.T. skrevet og ringet rundt, og flere banker var selv i tvivl, om de tog udenlandske gebyrer i eksempelvis de blå og gule Euronet-automater i Danmark.

Så kunderne har ingen chance for at vide, om de bliver pålagt høje gebyrer, når de hæver i automater uden Dankort-mærket på, og om lige netop deres bank tager udenlandske gebyrer i visse automater.

»Forbrugerne skal passe på med, hvilken automat de bruger, når de skal hæve penge. Det kan komme bag på mange, at der trækkes et højt gebyr for en kontanthævning i Danmark,« siger Morten Bruun Pedersen, seniorøkonom ved Forbrugerrådet Tænk.

»Vi er vant til, at når vi hæver, så er det med dankort, og gebyret er forholdsvist lavt. Men i Euronets automater er det Visa-delen, der bruges. Og det kan resultere i et højt bankgebyr,« advarer han.

Lovgivningen på området kan ikke hjælpe forbrugerne, da det ikke er virksomhederne, som ejer hæveautomaterne, der tager gebyrerne, men bankerne.

»Lovgivningen forpligter som udgangspunkt ikke uafhængige pengeautomater at give en forbruger oplysninger, som forbrugeren allerede har modtaget i aftalen med sin bank,« fortæller Laurine Støve Larsen, fuldmægtig cand.jur. hos Forbrugerombudsmanden.

Seniorøkonom og specialist i banker ved Forbrugerrådet Tænk Troels Holmberg undrer sig over, at gebyrerne skal være så høje.

»Man kan undrer sig over, at det skal være så meget dyrere, hvis man bruger Visa-delen frem for Dankort-delen. Det er to små stykker digital information, der flyttes fra et sted til et andet, og jeg kan ikke se, hvorfor de skulle være forskellige,« siger han og fortsætter

»Man kan stille spørgsmålstegn ved, om ikke et så højt gebyr er på kant med gebyrreglerne på området. Gebyrerne må ikke være så høje, at de er helt ude af trit med de omkostninger, der er ved at producere ydelsen.«

B.T. har i samarbejde med prisportalen Samlino.dk lavet en list over de banker, der tager de højeste gebyrer for kontanthævninger i udenlandske automater.