Forbrugerombudsmanden pudser politiet på populær webshop


Kunder over hele landet har det seneste år været særdeles utilfredse med webshoppen Styled.dk, der i mange tilfælde ikke har sendt de købte varer.
I sommer havde politiet modtaget 18 politianmeldelser, ligesom Forbrugerombudsmanden også modtog 23 anmeldelser fra sure kunder.
Og nu har Forbrugerombudsmanden så valgt, at de 23 klagesager skal sendes til politiet for at se, om der er begået lovovertrædelser.
Det skriver Århus Stiftstidende.
»Vi har undersøgt samtlige sager og har overdraget dem alle til Østjyllands Politi, da vi ønsker, at politiet skal stå for den videre efterforskning,« siger Stine Weibel, der er fuldmægtig, cand.jur. hos Forbrugerombudsmanden, til avisen.
Sagerne drejer sig om tre overordnede problematikker:
1. Beløbet for varen eller varerne bliver trukket, før Styled.dk overhovedet har afsendt ordren.
2. Webshoppen reklamerer med én dags levering, men i mange tilfælde går der flere uger, før kunderne modtager deres varer.
3. Kunder har oplevet at modtage billige kinesiske varer i stedet for dem, som de oprindeligt bestilte gennem webshoppen.
Det betyder, at der nu samlet set ligger 41 sager hos Østjyllands Politi om Styled.dk, der venter på at blive efterforsket.
B.T. bragte i foråret flere artikler om Styled.dk, hvor vi blandt andet talte med aarhusianske Jesper Ebbesen, der følte sig snydt efter at have modtaget et ur fra webshoppen.
»Det ur kan ikke have en værdi af 399 kroner. Det er lavet af plastik og går i stykker så let som ingenting. Jeg havde ikke forventet at få et ur i topkvalitet, men heller ikke et, der var så ringe,« sagde han og fortsatte:
»Min datter har et ur fra Fætter BR. Det er i klart bedre kvalitet.«
Den samme oplevelse havde Rune Kyed, der også modtog uret dengang.
»Jeg føler, jeg er blevet taget i røven. Det ligner et Kina-ur til 10 kroner,« sagde han.
Århus Stiftstidende har uden held forsøgt at få en kommentar fra Styled.dk.