Hele 17 procent i månedlig rente.

Det risikerer de kunder, der låner penge hos firmaets Capitolias hjemmesider simbo.dk og kronelån.dk.

Derfor advarer Forbrugerombudsmanden nu forbrugerne mod overhovedet at benytte lånetyperne.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Forbrugerombudsmanden.

Forbrugerombudsmanden, Christina Toftegaard Nielsen, kalder lånetyperne for bedrageri og har anmeldt virksomheden til politiet.

»Hvis man har en forretningsmodel, hvor man får forbrugerne til at tro, at de forpligtet til at betale en langt højere rente end aftalt, er der efter vores opfattelse tale om bedrageri,« siger hun.

Sagen er, at Capitolia via sine hjemmesider sælger forbrugslån med en fast månedlig rente på 0,37 procent.

Men når forbrugeren har optaget lånet, stiger renten til 17 procent, hvis kunden ikke én gang om måneden sender en række personlige oplysninger til firmaet.

Christina Toftegaard Nielsen er forbrugerombudsmand.
Christina Toftegaard Nielsen er forbrugerombudsmand. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

Det kan for eksempel være deres seneste lønseddel og en erklæring fra deres arbejdsgiver om, at de stadig er ansat.

På den måde mener Forbrugerombudsmanden, at Capitolia udnytter, at forbrugerne ikke kan indfri gælden, og så tror de, at de er forpligtede til at betale de 17 procent.

»Forbrugere, der har taget forbrugslån hos Capitolia 1. juli eller senere, skal ikke betale 17 procent i månedlig rente og kan derfor modregne den ulovligt opkrævede rente i deres gæld til Capitolia eller kræve den tilbagebetalt. Forbrugerne kan se, hvad vi råder dem til på forbrugerombudsmanden.dk,« siger Christina Toftegaard Nielsen.

Hun overvejer i øjeblikket, om hun ud over politianmeldelsen også skal anlægge et civilt søgsmål mod Capitolia.

Det er nu op til politiet og anklagemyndigheden at afgøre, om der skal rejses tiltale i sagen.

Bliver personerne bag Capitolia dømt i sagen, kan domstolene frakende dem retten til at dive lånevirksomhed i fremtiden.