Frustrerede og vrede danskere er de seneste dage stået frem med mere eller mindre enslydende historier i B.T.

Billetterne, de har bestilt hos Ticketmaster, er ikke kommet frem, og når de forsøger at komme igennem på servicetelefonen, er det umuligt.

På Trustpilot vælter det ind med harmdirrende kommentarer fra kunder, der har købt billetter hos Ticketmaster.

For eksempel dette symptomatiske opstød fra en Ulrik, der 14. juni skriver:

»Ticketmaster må siges at være det værste L-O-R-T, jeg nogensinde har oplevet hvad angår kundeservice. Jeg har nu i over en uge ringet mere end 300 gange tilsammen og bliver blot mødt af 'Bruger er optaget' eller 'Du har ringet til ticketmaster, åbningstiderne er', selvom jeg ringer i åbningstiden. Jeg har skrevet mails og får bare en besked med, vi har travlt.«

Det nytter ikke noget at troppe op på Ticketmasters adresse på Gammel Kongevej 60 på Frederiksberg.

Her kan man nemlig ikke klage. Det kan man kun gennem en digital kontaktformular på Ticketmasters danske hjemmeside.

Men hvad gør man så, hvis man vil fortælle ejeren bag selskabet, at det sejler? Hvem gemmer sig egentlig bag det udskældte firma?

En søgning i cvr-registret viser, at Ticketmaster Danmark A/S ejes af moderselskabet Ticketmaster Europe Holdco Limited, der har base i London.

Men her stopper tråden ikke. Det europæiske moderselskab er nemlig ejet af det amerikanske selskab Live Nation Entertainment INC med base i Beverly Hills, Californien.

Live Nation Entertainment INC er en mastodont inden for underholdningsbranchen med en omsætning på 1,861 milliarder dollar i 2020 og 8.200 ansatte i december 2020.

Selskabets hovedaktionær er selskabet Liberty Media Corporation, som kontrolleres af den 81-årige amerikanske multimilliardær John C. Malone.

John C. Malone.
John C. Malone. Foto: MIKE SEGAR
Vis mere

Han er den største private jordejer i USA med jordbesiddelser, der er dobbelt så store som Rhode Island, og ifølge Bloomberg er han god for ni milliarder dollar.

I 24 år – fra 1973-1996 – var han administrerende direktør i kabel-tv- og -mediegiganten Tele-Communications Inc., der gav ham tilnavnet ‘Cable Cowboy’.

John C. Malone er desuden medejer af Formel 1. Politisk er han ærkeliberalist, og i 2017 donerede han 250.000 dollar til Donald Trumps indsættelsesceremoni.

John C. Malone bryder sig ikke om at være i offentlighedens søgelys, men donerer jævnligt store beløb til filantropiske formål.

I 2021 donerede han eksempelvis 25 millioner dollar til hospitalet, Maine Medical Center i Portland, Maine, hvor hans hustru er blevet behandlet for hjertesygdom.

Hvis John C. Malone følger med i Ticketmaster Danmark, vil han vide, at det danske selskab blev hårdt ramt af coronaen, der lagde spillesteder, festivaler og teatersale øde.

Selskabet kom ud af 2020 med et dundrende underskud på 17,7 millioner kroner og en negativ egenkapital på næsten 37 millioner kroner.

Moderselskabet Ticketmaster Europe Holdco Ltd. holdt dog hånden under det danske datterselskab og skød i 2021 over 51 millioner kroner ind i selskabet for at sikre den fortsatte drift.

Ticketmasters danske direktør Jakob Højfeldt Lund lover i et svar til B.T. bod og bedring over for de utilfredse kunder.

»Vi beklager meget over for fans, der oplever disse lange svartider. Og vi sætter stor pris på fans tålmodighed, mens vi arbejder på at besvare forespørgsler og generelt minimere ventetiderne,« skriver han i et mailsvar og tilføjer:

»Vi arbejder både helt kortsigtet med tilførsel af yderligere ressourcer og langsigtet med diverse nye servicetiltag, så vi kan bringe vores fanservice tilbage på det høje niveau, som vi normalvis har. Jeg forventer derfor, at vores serviceniveau forbedres uge for uge.«