I et forsøg på at glæde veganere og mælkeallergikere har Naturli' Foods lanceret en ny plantebaseret koldskål. Men ifølge flere brugere er delikatessen langtfra imponerende. Det får nu Naturli' Foods til at sadle om i 2020.

»Alle ved, hvordan koldskål smager. Når det så ikke smager af koldskål, bliver man skuffet.«

Ordene kommer fra Helle Egholm Lorentzen, der er veganer og én af mange forbrugere, som har smagt på Naturlis nye plantebaseret koldskål, 'S'Ommer Skål’ – en økologisk koldskål. Og hvis man eksempelvis tager et scroll ned ad Naturlis opslagstavle på Facebook, hælder kommentarerne også til den negative side.

  • Alt for syrlig og alt for meget tapetklister, som lugter.
  • Øv, den er bare ikke god.
  • Jeg er ked af at sige det, men jeres S'ommer skål er dæleme en ommer!
  • Den smager frygteligt.
  • Den er så skuffende. Både smag, farve og konsistens.

Samme holdning deler Helle Egholm Lorentzen.

»Problemet er, at når man ser, at de (Naturli', red.) laver en koldskål, bliver vi, der har fravalgt mælkeprodukter, vildt glade, for koldskål er jo enormt lækkert,« fortæller hun og fortsætter:

»Men det er, som om de har glemt at smage på den. Den er smagløs og vandet, gullig og slimet. Det er svært at forklare, men den smager af noget kunstigt. Jeg tror, mange tænker, at den i hvert fald ikke smager af koldskål.«

»Vi vil ikke forsøge at genskabe koldskålen«

Det er ikke første gang, Naturli' har produceret en plantebaseret koldskål. Sidste år forsøgte firmaet sig nemlig med 'Mandel Koldskål – 100% Plantebaseret'. Også dengang delte koldskålen vandene.

Derfor lancerede Naturli' Foods i år 'S'Ommer Skål – altså en hentydning til, at sidste års forsøg ikke var godt nok, hvorfor firmaet forsøgte en gang til.

»Sidst fik vi mange øretæver af vores forbrugere, fordi koldskålen manglede både syre og vanilje. Derfor tænkte vi i år, at vi er nødt til at gøre det bedre,« siger direktør i Naturli' Foods Henrik Lund.

Men Henrik Lund har måttet erkende, at der har været et overtal af kritik. Det vil Naturli' Foods også tage konsekvensen af i fremtiden.

»Sommerskålen er noget, vi vil se i 2019. Selvom kritikken ikke har været lige så kraftig i år, må forbrugere i fremtiden lave deres egen. Vi vil ikke forsøge at genskabe koldskålen.«

Naturli' Food har på to år pruduceret 40 nye produkter. Ud af de produkter er det kun sidste års koldskål og sommerskålen for i år, som har modtaget kritik. Henrik Lund mener, at det billede taler for sig selv.

Henrik Lund er direktør for naturli', der producerer plantebaserede fødevarer.
Henrik Lund er direktør for naturli', der producerer plantebaserede fødevarer. Foto: Sofie Mathiassen
Vis mere

»Vi har gjort alt for at gøre det mere velsmagende. Men vi vil nok have fokus på andre områder i fremtiden. På det her punkt rammer vi ikke skarpt nok, og så skal man også kigge indad,« fortæller Henrik Lund.

Sommerskålen blev produceret, efter et panel vurderede drikken som den bedste ud af tre mulige produkter. Derfor kommer kritikken også en smule bag på Henrik Lund, der samtidig anerkender forbrugernes forskellige meninger.

»Det er jo bare fedt, at smag og behag er forskelligt. Det skaber noget debat, og dét lytter vi gerne til. Vi må bare erkende, at koldskål – den her sagnomspundet klassiker – er et område, man skal træde varsomt på.«

S'Ommerskålen kan lige nu købes i Rema 1000. Inden for den nærmeste fremtid kan den også fås i dagligvarebutikker som Coop og Meny.