Det var under stor fanfare og begejstring, at Anja Madsen i 2020 blev præsenteret som ny topchef i supermarkedskæden Føtex, efter hun havde haft store roller i de britiske kæder Tesco og Sainsburys.

Det eventyr fik to et halvt år at leve i. Salling Group, der driver Føtex, har ganske enkelt fjernet Anja Madsen fra topposten, og det har fået hende til at forlade koncernen.

Det oplyser Salling Group i en pressemeddelelse.

Bagtæppet er et 2022 med stigende energipriser og ændrede forbrugsmønstre.

»Derfor vurderer vi løbende, hvilke kompetencer i ledelsen, der er optimale for at kunne tilbyde kunderne den bedste indkøbsoplevelse i vores butikker,« udtaler Per Bank, topchef for Salling Group, i pressemeddelelsen.

Og det er åbenbart andre kompetencer, end dem Anja Madsen kan byde ind med, man har brug for i Føtex lige nu.

I hvert fald har Salling Group fjernet hende fra den øverste post og indsat Morten Møberg Nielsen, der har været i Salling Group i 25 år.

»Nuværende direkfør Anja Madsen har ikke kunnet se sig selv i ny rolle i virksomheden, hvorfor hun fratræder,« skriver Salling Group.

Per Bank takker Anja Madsen for sin indsats i Føtex:

»Men markedet og de kompetencer, der er brug for, ændrer sig, og derfor har vi valgt at sætte Morten ind i denne vigtige rolle,« lyder det.