Danmarks største dagligvarekoncern, Salling Group, går de kommende uger og måneder i gang med en omstilling, der indvarsler et stort skifte på markedet for fersk kylling i Danmark.

En omstilling, som kunderne konkret vil kunne mærke i køleboksene i Netto, Føtex og Bilka – både i forhold til indholdet i pakkerne og højst sandsynligt også prisen.

I en fælles udmelding lyder det fra Salling Group og dyrevelfærdsorganisationen Anima, at Salling Group nu for alvor sætter fart på udfasningen af de såkaldte 'turbokyllinger', som lige nu er den laveste dyrevelfærdsstandarder for kylling på markedet.

Over det kommende år vil den laveste standard af fersk kylling i Netto, Bilka og Føtex blive hævet fra turbokyllinger til en standard, hvor kyllingerne har levet længere og under bedre forhold.

Netto er den supermarkedskæde i Danmarks med flest butikker. Også her dropper man turbokyllinger i montren med fersk kylling.
Netto er den supermarkedskæde i Danmarks med flest butikker. Også her dropper man turbokyllinger i montren med fersk kylling. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Det vil betyde forbedrede levevilkår for 20 millioner kyllinger om året, lyder det.

»Det er noget, vi har arbejdet med længe. Vi har længe været i dialog med dyrevelfærdsorganisationer, eksperter på området og producenter. Vi er helt overbeviste om, at det her er det rigtige skridt, og at kunderne er med på det,« siger Kasper Reggelsen, kommunikationschef for Salling Group, til B.T.

Han erkender, at det nok vil medføre, at Salling Groups billigste produkter med fersk kylling vil stige lidt i pris.

»Det bliver lidt dyrere. Når kyllingerne skal have bedre forhold og så meget længere tid til at vokse, er vores indkøbspris naturligt højere,« siger Kasper Reggelsen:

»Jeg kan ikke sige noget, hvor meget dyrere det bliver – om det er to, fem eller ti procent. Men vi er bevidste om, at vi selvfølgelig skal være konkurrencedygtige på pris, og det vil vi også være.«

Hos Anima har man armene i vejret.

Organisationen har ført kampagne for at få turbokylling væk fra hylderne i de danske supermarkeder siden 2017.

Allerede sidste år var det medvirkende til, at både Lidl og Aldi stoppede salget af fersk turbokylling.

Det gav i Aldi en forbedring i levestandarden for 1,6 millioner kyllinger og i Lidls tilfælde forbedringer for 3,5 millioner kyllinger.

Skridtet i Salling Group er dog på en anden skala, da koncernen sidder på godt 35 procent af markedet.

»Det er en historisk gamechanger. Det er kæmpestort. Jeg har arbejdet hos Anima i 12 år, og det her er det største resultat, jeg har været med til. Det er sjældent, man kan være med til at forbedre velfærden for 20 millioner dyr på så kort tid. Det er fantastisk og fremsynet, at Salling Group gør det her,« siger Thorbjørn Schiønning, kommunikationschef for Anima.

Salling Group er ret åbne omkring, at det kun gælder fersk kylling. Der vil fortsat være turbokylling på frost, i pålæg og færdigretter eksempelvis. Er det godt nok?

»Vi skal derhen, hvor alle kyllinger omstilles til bedre dyrevelfærd, og det er også Salling Groups vision. Men det her skridt betyder, at det er 70-80 procent af deres salg, der bliver forbedret over et år. Det er flot, at man tager så stort et skridt og gør det så hurtigt,« siger Thorbjørn Schiønning.

Han har et håb og en forventning om, at andre supermarkedskæder vil følge med og øge tempoet i udfasningen af turbokylling.

Samme mønster så man i 2016, da den ene kæde efter den anden med få måneders mellemrum fjernede buræg, så skrabeæg blev den laveste standard.

Til tider har Animas kampagne for at udfase turbokyllinger været aggressiv.

Anima demonstrerede foran flere Rema 1000-butikker i efteråret 2020.
Anima demonstrerede foran flere Rema 1000-butikker i efteråret 2020. Foto: Anima
Vis mere

Inden for det seneste år har Anima ad to omgange ført kampagne mod Rema 1000 med annoncer, demonstrationer foran udvalgte butikker og videoer rettet direkte mod kæden.

Nu går I ud og roser Salling Group, fordi de gør, som I ønsker. Tidligere har i hamret løs på Rema 1000, fordi I ikke mener, de gør nok. Er det ikke en form for pression, at man får ros, hvis man gør, som I siger, og så risikerer en kampagne, hvis ikke man makker ret?

»Vi er en interesseorganisation, og så synes jeg, det er fair, at vi siger åbent, når vi synes, noget er godt eller dårligt. Hvis vi føler, at virksomheder svigter, så tager vi den gerne offentligt med deres kunder. Vi vil bare gerne have forandring for dyrene, og det er det, vi i sidste ende skal måles på,« siger Thorbjørn Schiønning.

Tilbage hos Salling Group forklarer Kasper Reggelsen, at arbejdet med en gennemarbejdet omstilling starter nu.

»Det kommer til at ske i nogle faser over det næste år, så producenterne også kan følge med. Derefter vil vi tage yderligere skridt. Det her er bare en start, og vi forventer, at kunderne i høj grad vil bidrage til at drive omstillingen sammen med os.«

Turbokyllinger, som er racen Ross 308, lever i omkring 34 dage. Den næste skridt op på dyrevelfærdsstigen er Ranger-racen, der lever i omkring 46 dage.