Gennem snart flere år har det været muligt for kunder i supermarkedskæden Føtex at gå uden om det klassiske kassebånd og købe ind i scan selv-kasserne.

Denne model kan du fortsat benytte dig af, men de kommende måneder vil stadig flere kunder opleve, at de skal igennem en ekstra lille forhindring, før de kan forlade butikken, når de har brugt scan selv.

Varerne forsvinder nemlig i et tempo, som nu får Føtex til at forsøge at sætte prop i.

Det er tyveknægte, der napper varerne, og ofte finder de vej ud gennem scan selv-afsnittet, skriver Dansk Handelsblad.

Derfor vil Føtex nu sætte låger op ved samtlige selvbetjeningskasser, så man skal scanne sin kvittering, før man bliver lukket ud.

»Vi oplever desværre, at der er nogle, som har udviklet måder at tømme vores butikker på, og det her er et af de sikringstiltag, som vi har set os nødsaget til at lave,« siger Stefen Skov Larsen, projektleder i Føtex, til Dansk Handelsblad.

Kunder i Bilkas forretninger vil have bemærket, at lågerne allerede er sat op i Bilkas scan selv-kasser, ligesom Føtex oplyser til Dansk Handelsblad, at lågerne også allerede nu er bredt ud til 40 Føtex-butikker.

De sættes nu op i de resterende.

Hos Salling Group, der driver både Føtex og Bilka, melder man, at lågerne har givet mere ro for personalet de steder, hvor de er sat op.