Vi kommer vidt omkring i vores gummisko, og uanset årstid, materiale eller snavs, får du her en guide til, hvordan du holder dem i live så længe som muligt.

København. De fleste af os har det ene par gummisko, som vi bare elsker at gå i. Og mens nogle bruger sine gummisko til de er udtrådte, plejer andre dem næsten pedantisk.

Men er det nødvendigt at bruge en masse penge på dyre produkter, eller kan et par simple husråd gøre det, når uheldet er ude?

Det korte svar er, at det afhænger af hvilket materiale dine sko er lavet af, fortæller Casper Pade, der er medejer af virksomheden Cleansneaks, som har specialiseret sig i rengøring af gummisko.

De fleste gummisko er typisk lavet af læder, nubuck, ruskind eller tekstil, fortæller han.

Men inden du genopliver dine sko, skal du som tommelfingerregel altid fjerne den indvendige sål samt snørebåndene.

- Det er ikke altid, at sålen kan tages ud af skoen, men hvis den kan, gør du klogt i at rengøre den. Det er nemlig her, fugten samler sig, siger Casper Pade.

Brug en damper, som fjerner både snavs og fugt, eller en hård børste og sæbevand.

Snørebåndene kan du lægge i blød i en skål vand med et klart opvaskemiddel i. Lad dem ligge i en times tid, og hæng dem til tørre, råder Ann-Alicia Thunbo Ilskov, som deler ud af huslige råd på Husmoderen.dk.

Er dine gummisko lavet af læder, skal du børste alt overskydende snavs af på sålen under skoen og siderne med en mellemhård fiberbørste. Det er typisk her, snavset sætter sig.

Har du ikke en fiberbørste, kan du ifølge husholdningsekspert Ann-Alicia Thunbo Ilskov nøjes med en negle- eller tandbørste.

Rens resten med en hårdt opvredet mikrofiberklud med en smule sæbevand. Lad sæben virke i 30 minutter, og tør efter med en fugtig klud.

Kom ikke for meget sæbe i vandet. Er sæben for kraftig, kan den efterlade mærker på skoene, som ikke er til at få af igen.

Sko lavet af nubuck og ruskind rengøres på samme måde. Materialerne tåler ikke meget vand, så her skal du være ekstra påpasselig.

Sneakers-eksperten Casper Pade fortæller, at man kan investere i en speciel renseskum, som kun lægger sig på overfladen af det følsomme materiale.

De bløde hår på skoene falder automatisk sammen under rensningen, så brug en ruskindsbørste af gummi til at løfte hårene igen. Lad skoene tørre til næste dag.

Gummisko lavet af syntetiske materialer, såsom nylon eller andre tekstiler, er nemme at rengøre, og du kan uden bekymringer komme dem en tur i vaskemaskinen.

Fjern det værste snavs med en børste og sæbevand. Kom skoene i en vaskepose, det beskytter mod slag og slid fra tromlen.

Vælg et kortvarigt vaskeprogram på maksimum 30 grader. Er temperaturen for høj, bliver gummiet blødt og krymper sammen.

Hvis skoene bliver meget våde og ikke tørrer hurtigt, kan der opstå gule plamager. Tør eventuelt skoene på din radiator eller med en hårtørrer, råder Casper Pade.

Fakta: Sådan forlænger du levetiden på dine gummisko

- Brug imprægnering. Nano-imprægnering beskytter mod flydende væsker, og kan anvendes på alle former for materialer.

- Snavs må ikke sidde for længe. Brug en ugentlig dag på at rengøre dine gummisko.

- Skift sko. Det er vigtigt at variere imellem dine sko for at reducere belastningen.

Kilde: Cleansneaks.dk.

/ritzau/FOKUS