Når historikere og adfærdspsykologer om årtier ser tilbage på coronakrisen, kan de få et ganske udmærket indblik i begivenhedernes gang ved at se på folks indkøbsvaner.
De afslører nemlig ret præcist de forskellige faser, krisen har ført os igennem indtil videre.
Verdens største supermarkedskæde, Walmart, har kortlagt kundernes forbrug, og rigtig mange danskere vil unægtelig kunne nikke genkendende til de indkøbsbølger, Wallmarts data beskriver.
Walmarts data bliver lagt frem i en artikel hos CNN Business.
I den første uge af krisen var folk helt vilde efter at få fat i varer, de kunne beskytte sig og desinficere sig selv med: håndsprit, sæbe og ansigtsmasker.
I uge to var det toiletpapirs-bonanza, der brød ud.
Fra hele verden så man billeder fra supermarkeder, hvor paller og hylder var fuldstændigt tømt for toiletpapir.
Danmark var ingen undtagelse – og her var sågar eksempler på, at lokumspapir kom til salg på Den Blå Avis.
De næste to uger – coronakrisens tredje og fjerde uge – gik der en vis form for gør det selv-bølge i gang.
Her begyndte kunderne for alvor at købe mel og andre produkter til at bage brød og kager.
Herudover blev dåsemad populært.
Og nu – i uge fem – er det så en helt, helt anden slags vare, der pludselig er kommet i særdeles høj kurs.
Det er tydeligt, at frisører eksempelvis har lukket ned.
»Man kan virkelig godt se, at folk har været hjemme noget tid. Fokus er skiftet,« siger Walmarts administrerende direktør, Doug McMillon, ifølge CNN:
»Folk har brug for en klipning. Vi ser et større salg i skægtrimmere og hårfarve. Den slags ting. Det er interessant at følge med i dynamikkerne.«
Ud over skægtrimmere, trimmere og hårfarve er også hårspænder i høj kurs.



