Hvis du har din daglige gang på TikTok, har du helt sikkert set unge drenge eller piger prøve den såkaldte 'Hot Chip Challenge'.
En lille chips, der er krydret med en af verdens stærkeste chilier.
Men det er ikke kun sjovt, når drenge eller piger kæmper mod smerten fra den stærke chili.
Det er også farligt. Ja, faktisk livstruende.
Tidligere på ugen advarede Fødevarestyrelsen derfor forældre mod TikTok-trenden, og nu bliver Hot Chip Challenge så tilbagekaldt fra markedet.
Det skriver Fødevarestyrelsen.
»Produktet er krydret med en af verdens stærkeste chilier. De skadelige effekter ved at spise meget stærk chili eller chiliprodukter er bl.a. irritation af slimhinder, kvalme, opkastning og voldsomt forhøjet blodtryk, som i værste fald kan være livstruende,« fremgår det af tilbagekaldelsen.
Derfor bliver Hot Chip Challenge tilbagekaldt af producenten DanKonfekt ApS.
Produktet er ifølge Fødevarestyrelsen blevet solgt i kiosker, på tankstationer og i specialforretninger.
Fødevarestyrelsen skriver også, at man som forbruger bør kassere produktet eller levere det tilbage til butikken, hvis man ligger inde med det.
Hvis dit barn udviser akutte symptomer lige efter indtag af chiliprodukter som Hot Chip Challenge, kan du kontakte Giftlinjen på tlf. 82 12 12 12.

