Virksomheden Vegetude Aps tilbagekalder økologiske bites og madbarer med karry.

Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet

Produkterne tilbagekaldes på grund af risiko for højt indhold af ethylenoxid i produkterne.

Ethylenoxid-pesticidet er ulovligt i EU, fordi det er kræftfremkaldende og kan påvirke evnen til at få børn.

De omtalte produkter hedder 'Kong Karry Økologisk Bite' og 'Madbarer med et strejf af karry'.

Førstnævnte er blevet solgt hos Føtex og Bilka, mens samme produkt og 'Madbar med et strejf af karry' også er solgt online hos lizzyshoppen.dk og Vegetude.dk.

Ministeriet nævner, at en sundhedsmæssig risiko ved indtagelse af produkterne ikke kan udelukkes, og derfor rådes forbrugere til at levere produktet tilbage til butikken, eller helt at kassere det.

Flere andre varer er på det seneste blevet tilbagekaldt på grund af et for højt indhold af ethylenoxid. Det drejer sig blandt andet om karrysuppe, pølser, salater, sesamolie og knækbrød.