Jacob Risgaard, medejer af Coolshop og kendt fra DR-programmet 'Løvens hule', har måttet træffe en stor beslutning op til jul.

Coolshops lager i Herning, som koncernen åbnede i 2020, skal nemlig lukkes igen.

I stedet skal hele virksomhedens lagerføring samles i Nørresundby. En beslutning, som får stor betydning for de 40 medarbejde på lagere i Herning.

»Vi er fuldt ud klar over, at det får stor betydning for de berørte medarbejdere og deres familier, og derfor arbejder vores HR-afdeling på højtryk for at yde en ekstraordinær service ifm. bolig og flytning, så de medarbejdere fra Herning, der vælger at flytte med til Nørresundby, kan få en let overgangsperiode,« siger medejer Jacob Risgaard i en pressemeddelelse.

Årsagen, til at hele lagerføringen rykker til Nørresundby, er, at man her får mulighed for at tage endnu større lager i brug end lageret i Herning, som er 10.000 kvadratmeter stort.

Coolshops nye domicil i Nørresundby er 22.000 kvadratmeter stort.

»Ændringen giver Coolshop mulighed for at samle logistikken på én lokation, hvilket forventes at medføre en række forretningsmæssige fordele mht. bæredygtighed og den samlede logistik,« oplyser Coolshop videre i pressemeddelelsen.

Jacob Risgaard bliver nok en gang en af løverne, når 'Løvens hule' i 2023 igen ruller over skærmen.