Jagten på et større overskud koster en række medarbejdere jobbet i koncernen Flying Tiger Copenhagen.
Fyringerne sker som en del af en ny strategi, der skal sikre, at Flying Tiger Copenhagen bliver mere profitabel.
Det koster 40 medarbejdere jobbet på koncernens hovedsæde, oplyser Flying Tiger Copenhagen i en pressemeddelelse.
»I dag er en vanskelig dag, hvor vi siger farvel til 40 kolleger, der alle har ydet en stor indsats for Flying Tiger Copenhagen. Jeg vil gerne sige en stor tak til de medarbejdere, der nu forlader os og understrege, at vi gør vores yderste for at hjælpe de berørte kolleger videre så godt som muligt,« siger Mette Maix, adm. direktør i Flying Tiger Copenhagen.
Hun sender sine tanker til de medarbejdere, der har mistet deres job.
»Jeg har forståelse for, at det er hårdt. Både for de kolleger, vi siger farvel til, og på dem, der bliver tilbage. Men for at sikre en fortsat positiv udvikling af virksomheden, er denne beslutning nødvendig,« siger Mette Maix.
Flying Tiger Copenhagen har i de senere år udvidet forretningen betragteligt med en nyåbnet butik hver tredje dag i et af de 30 lande, koncernen har butikker i.
I dag er der 980 butikker med Flying Tiger Copenhagen-logoet over indgangen verden over.
Men nu skal tempoet sættes ned og i stedet skal der tjenes flere penge, fortæller Mette Maix.
»Det har krævet store investeringer, der kan aflæses på overskudsgraden. For at ruste virksomheden til fremtiden, har vi brug for at sikre, at vores imponerende toplinje slår igennem på bundlinjen, hvorfor vi nu er nødt til at slanke organisationen.«
Det koster nu 40 medarbejdere jobbet på hovedkontoret. I forvejen har Flying Tiger Copenhagen ladet åbne stillinger stå ubesatte for at tjene penge.
Koncernen har 5.800 ansatte på verdensplan og står bag 980 butikker i 30 lande.