Klimaregningen bliver stor.

Også i kroner og øre.

Og den bliver sendt direkte videre til dig.

Et nyt forslag vil koste varmekunder og ejere af diesel- og benzinbiler op til 4,7 milliarder kroner om året.

Det skriver Finans.

Forslaget udspringer af nye EU-regler, og det har mødt bredt opbakning på Christiansborg.

Undtagen hos Nye Borgerlige, der i den grad er i mod:

»Det her er helt sindssygt. Det er et af de dyreste forslag, jeg har set, til at skære i CO2-udledningen,« siger Kim Edberg Andersen, der er klima- og energiordfører for partiet, til Finans.

Ifølge forslaget vil diesel og benzin sammen med olie og naturgas, der bliver brugt til opvarmning, fremover blive en del af EU-kvotemarkedet.

Regningen for CO2-kvoterne vil ende hos dig og ikke hos distributøren.

Hvis lovforslaget bliver gennemført, vil det i sidste ende betyde, at en liter benzin stiger med 1,09 kroner, og en liter diesel bliver 1,17 kroner dyrere. 

Et standardhus, opvarmet med naturgas eller olie, vil blive 2.400 kroner dyrere om året.

Ifølge lovforslaget vil kvoterne reducere Danmarks CO2-udledning fra transport og opvarmning af bygninger med 2,6 procent. 

Bliver lovforslaget vedtaget, vil regningen ramme fra 1. januar 2027.