Lyt til artiklen

Temperaturerne er lavere udenfor, og så skal der fyres op for at holde på varmen.

Og fra nytår skal man grave endnu dybere i lommerne, når varmeregningen skal betaler, for flere fjernvarmeværker har varslet kraftige prisstigninger, skriver TV 2 Nord.

Et af de kraftvarmeværker, der hæver prisen betydeligt, er Støvring Kraftvarmeværk.

Allerede fra 1. december mere end fordobler det nordjyske kraftvarmeværk nemlig varmeprisen – fra 875 kroner per megawatt time til hele 1775 kroner.

Også på Vrå Varmeværk stiger prisen – og det er med hele 40 procent, når vi går ind i det nye år.

Bestyrelsen for varmeværket peger selv på den nødvendige brug af gas i vinteren som årsagen til prisstigningen.

For som bekendt er gasforsyningen præget af, at flere ikke ønsker at være afhængig af storekspørten Rusland, mens Danmarks eget største naturgasfelt er under renovering.

»Den høje gaspris er en væsentlig årsag til stigningen, og selvom vi har investeret i flere tiltag for at minimere brugen af gas, er det fortsat nødvendigt at bruge gas i spidsbelastningsperioder om vinteren,« skriver bestyrelsen for Vrå Varmeværk til TV 2 Nord.