Fitnesskæden Sats er blevet irettesat af forbrugerombudsmanden og har nu måttet fjerne et aftalevilkår fra deres medlemsbetingelser.

Indtil nu har den ellers haft bestemmelser, der ikke har været lovlige ifølge aftaleloven. Det skriver Finans.

I Sats' vilkår stod nemlig en betingelse om, at fitnesskæden ubegrænset kunne ændre i medlemsbetingelserne.

Dette uden at skulle have accept fra fitnessbrugerne.

Det betyder, at Sats, der er en del af Nordens største fitnesskæde, for eksempel ville kunne hæve priserne eller indføre gebyrer uden dit samtykke.

Men det er slut nu, for forbrugerombudsmanden har sat foden ned. Forbrugerombudsmanden, Christina Toftegaard Nielsen, retter i en pressemeddelelse kritik af Sats' betingelser og kalder vilkårene urimelige.

»Når vi som forbrugere vælge et fitnessselskab, bruger vi ofte tid på først at undersøge, hvor vi kan få den bedste ydelse til den bedste pris. Det er essensielt, at vi kan regne med det, der står i kontrakten,« siger forbrugerombudsmanden, Christina Toftegaard Nielsen.

Ifølge hende sker det alligevel, at virksomheder opstiller urimelige betingelser, hvor de kan hæve priser efter aftalen er indgået. For eksemepl et fitnessmedlemsskab.

»Forbrugerne står uden mulighed for at vurdere, om dehar truffet det rigtige valg. Disse vilkår er derfor til skade for både forbrugerne og konkurrencen,« skriver forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse, der henviser til, at alle vilkår skal foregå efter rimelige betingelser.

Og det var netop det, der var problemet med Sats' medlemsbetingelser. Aftalen var urimelig, og ifølge forbrugerombudsmanden vil en prisforhøjelse som udgangspunkt være ugyldig, og forbrugerne vil kunne kræve pengene retur.

Sats gav dog deres medlemmer mulighed for at opsige aftalen, når ændringen var blevet meldt ud. Men det mener Christina Toftgaard Nielsen ikke er tilstrækkeligt.

Forbrugerombudsmanden mener nemlig, at hvis et firma ønsker ændringer i en allerede indgået aftale, må det ikke være urimelige ændringer, og kunden skal have individuel besked samt give accept.