Det ellers frembusende danske cykelfirma Mate Bike har kun penge til resten af måneden.
Så er det slut, hvis der ikke kommer ny kapital i kassen.
Det er meldingen fra kurator Henrik Selchau Poulsen til Finans.dk.
For kun få uger siden kom det frem, at Mate Bike er i alvorlige økonomiske problemer – og er endt i rekonstruktion.
Det er situationen trods adskillige millioninvesteringer fra eksterne investorer gennem de seneste år.
Således vakte det opsigt, da den verdenskendte musiker Jay-Z for bare to og et halvt år siden smed et tocifret millionbeløb ind i det danske selskab, der i 2016 blev grundlagt af af søskendeparret Christian Adel Michael og Julie Kronstrøm Carton.
Også skuespilleren Millie Bobby Brown fra 'Stranger Things' kom med ombord. Det samme gjorde mange andre.
Og de foldbare elcykler har da også umiddelbart taget verden med storm. På Mates hjemmeside reklameres det i hvert fald på fremtrædende plads med alle de internationalt kendte medier, hvor elcyklerne har været omtalt.
Nu er kassen tom.
Men kurator Henrik Selchau Poulsen er optimistisk i forhold til den øjeblikkelige rekonstruktion.
»Min forventning er, at rekonstruktionen kan lykkes med en ny ejerstruktur, men det kræver en del kapital,« siger han:
»Hvor meget kan jeg ikke sige, men det vil være et stort beløb.«
Mate har aldrig givet overskud.