Om bare otte år skal 80 procent af alle Ferraris modeller være hybrid- eller elbiler. Det løftede bilkoncernen sløret for torsdag.

Planen er en del af en fireårig, ny strategi, der skal sikre bilmærkets fremtid.

Som en del af den nye strategi vil koncernen lancere en række nye produkter, herunder Ferraris første 100 procent eldrevne bil, der vil blive præsenteret i 2025.

Der skulle være tale om en sportsbil, skriver ibitimes.com.

Ferrari har dog endnu ikke afsløret nogen tekniske detaljer om bilen.

I 2026 forventes det, at 60 procent af produktionen består af hybrid- og elbiler, og det tal hæves så til 80 procent i 2030.

Ferrari, der i år kan fejre 75-års jubilæum, satte salgsrekord i 2021. Her solgte koncernen for 4,3 milliarder euro.

I årene 2023-2026 forventer koncernen, at yderligere 15 nye biler vil komme på markedet.