Brug dem ikke.

Sådan lyder det nu fra FDM om de såkaldte gravidseler, der egentlig er lavet for at beskytte gravide kvinder under kørsel.

FDM har således sammen med en række europæiske bilklubber testet fire forskellige typer af de pågældende seler. 

Alle dumper.

En af de testede gravidseler.
En af de testede gravidseler. Foto: FDM
Vis mere

»Gravidselerne er lavet i den bedste mening, men som vores test med al tydelighed viser, bør gravide helt undgå at bruge dem,« siger bilteknisk redaktør i FDM, Søren W. Rasmussen.

»En ting er, at de gør det mere besværligt at spænde sikkerhedsselen. Men at de ligefrem forringer sikkerheden for den gravide og hendes ufødte barn, er skræmmende.«

Over for B.T. oplyser FDM, at man ikke har offentliggjort mærkerne på de dumpede gravidseler. Derimod fraråder man generelt mod brug på baggrund af testene.

'Testen viser, at gravidselerne ligefrem øger belastningen på både moren og det ufødte barn i tilfælde af en kollision eller hård opbremsning,' skriver FDM om resultaterne:

'Dermed forringer de sikkerheden i forhold til bilens almindelige trepunktssele.'

De fire testede typer er:

  • Med elastik-fastgørelsesstrop.
  • Seleadapter med plastikspænde.
  • Seleadapter med metalspænde
  • Med supplerende sele.

Testene er lavet med 'gravide dukker' i forskellig størrelse, oplyser FDM.

Ingen af de fire seletyper var i stand til at modstå belastningen ved en kollosion eller var i stand til at hofteselen på plads.

Søren W. Rasmussen fra FDM.
Søren W. Rasmussen fra FDM. Foto: FDM
Vis mere

'To af modellerne med en selekrog af metal eller plastic udgør også en forhøjet risiko for at gøre skade på kvindens mave og omkring kønsorganerne,' lyder det videre:

'Modellen med en plastickrog knækkede ligefrem ved belastningen. En anden gravidsele fik ved kollisionen klikket selelåsen op af kvindens mave.'

Søren W. Rasmussen fra FDM supplerer:

»I testen bad vi også syv gravide vurdere betjeningen af selerne. Selvom det ifølge kvinderne er mere besværligt at spænde bilens trepunktssele i kombination med gravidselen, og at ingen af selerne øger komforten, var kvinderne alligevel tilbøjelige til at bruge dem, i den tro at de øger sikkerheden,« siger han:

»Men det er altså falsk tryghed.«

Ifølge FDM har kæden Kære Børn øjeblikkeligt indstillet salget af gravidselen BeSafe, der er en af de fire testede seler.