Den amerikanske fastfood-gigant Burger King lancerer onsdag en helt ny type kødfri burger i Sverige.

Det meddeler selskabet tirsdag.

Der er tale om en version af burgeren ved navn 'Impossible Whopper'.

Den har fået stor opmærksomhed i USA, hvor den er blevet populær på grund af dens bøf, der angiveligt minder mere om en bøf af oksekød end traditionelle vegetarbøffer.

Sverige bliver det første europæiske land, der sælger den nye vegetarburger.

Burger King sælger ligesom mange andre restauranter i forvejen burgere med vegetarbøffer. De burgere indeholder dog bøffer, der primært appellerer til vegetarer, der ikke er interesserede i at få en burger med en bøf, der ligner og smager af en klassisk bøf af oksekød.

I april testede Burger King burgeren 'Impossible Whopper'. Formålet var også at sælge dem til folk, der normalt spiser burgere med kød.

Salget gik så strygende, at selskabet har besluttet at udvide salget.

»Mange gæster har efterspurgt flere muligheder for at reducere deres kødforbrud,« lyder det fra Iwo Zakowski, der er administrerende direktør i Burger Kings svenske afdeling.

»Vi håber, at det plantebaserede alternativ vil appellere til både nye og eksisterende kunder,« siger direktøren.

'Impossible Whopper' er lavet med en plantebaseret bøf fra virksomheden Impossible Foods, der har base i den amerikanske delstat Californien.

Bøffen indeholder blandt andet hæma - det molekyle, der giver kød dets saftige konsistens - fra sojaplanters rødder.

Det blandes med en række andre ingredienser som kokosolie og solsikkeolie.

/ritzau/AP