Det var noget af et usædvanligt syn, der mødte Patrick Ruhwalds svigerforældre, da de mandag kom hjem fra en tur til den lokale Aldi på Østerbro.
I den pose kartofler, de netop havde købt, lå der nemlig en død mus og fyldte godt ud i posen. Patrick Ruhwald skrev fluks et opslag om det noget groteske fund på Facebook. Det opslag er nu gået viralt.
'Mit spørgsmål er, HVORDAN kan det her lade sig gøre?? Det er så ufatteligt skræmmende at en rotte kan havne i en pose med mad!' skriver Patrick Ruhwald blandt andet.
Opslaget har i skrivende stund fået mere end 1.000 reaktioner. Godt 500 Facebook-brugere har reageret - ofte med afsky - i kommentarfeltet.
Over for det lokale medie Østerbro Avis har Aldi beklaget den uheldige episode. De bemærker i øvrigt, at det ikke er en rotte, som Patrick Ruhwald skriver i opslaget, men en mus, der er fundet i kartoflerne.
'Posen er intakt, så skadedyret er kommet fra leverandøren og kunne være havnet i en hvilken som helst butik, men havnede i vores butik. Det er naturligvis helt uacceptabelt, at det er sket. Vi har bedt leverandøren redegøre for, hvordan det kunne ske,' skriver Aldi blandt andet i en kommentar til Østerbro Avis.
Hos leverandøren A.F. Nyhuus i Greve kalder direktør Lars Nyhuus sagen for 'den værste dag i hans liv'.
Han mener, at musen er havnet i posen, fordi den er kommet ned i en kasse kartofler ude hos en leverandør.
»Det er en menneskelig fejl. Når vi får varen, er den vasket og ordnet. Der står så nogle medarbejdere ved pakkebåndene, som måske har været ude på toilettet, og så er den sluppet igennem systemet og ind i posen,« siger Lars Nyhuus til TV2 Lorry.
Efter det store palaver har Patrick Ruhwald opdateret sin oprindelige Facebook-opdatering.
Her har han blandt andet forklaret, at Aldi har reageret personligt over for ham ved at 'aflevere et par flasker rødvin'.
Aldi har trukket et helt parti kartofler tilbage fra deres butikker, og de har nu bedt leverandøren A.F. Nyhuus om at redegøre for, hvordan fejlen kunne ske.


