En helt almindelig tv-reklame for den tyske discountkæde Lidl har på bare en måned skabt så stor virak i Irland, at det har udviklet sig til en skandale, som selv den irske premierminister har måttet forholde sig til.

Den familie, der medvirker i tv-reklamen, har været ramt af så voldsomt et pres, at de har set sig nødsaget til at flygte ud af landet.

Det skriver flere medier, blandt andre Irish Times.

Sagen tog sin begyndelse i september, da Lidl i Irland lancerede en tv-reklame, hvor Ryan-familien, som består af Fiona, Jonathan og deres knap toårige søn, går rundt i et Lidl-supermarked og handler ind.

En helt almindelig reklame for discountkæden Lidl har fået alvorlige konsekvenser for en lille familie.
En helt almindelig reklame for discountkæden Lidl har fået alvorlige konsekvenser for en lille familie. Foto: Youtube
Vis mere

Budskabet i reklamen er, at familien – og dermed en masse andre irske forbrugere – angiveligt kan spare en del penge ved at handle i Lidl.

En klassisk reklame for et supermarked, som umiddelbart er helt tilforladelig.

Men herfra kørte det fuldstændigt af sporet – og det skete med ekspresfart.

Manden i den lille familie har nemlig brasilianske rødder og er derfor mørk i huden. Det samme er parrets søn.

Det fik Gemma O’Doherty, som er en forhenværende journalist og kendt provokatør i Irland, til at starte en kampagne for at boykotte Lidl på sociale medier.

I tweet skrev hun, at Lidl, som hun kaldte som 'et tysk hul', forsøgte at forføre det irske folk med en 'multikulturel udgave af The Ryans' (et kendt irsk band, red.).

Herefter opfordrede hun sine følgere til at boykotte Lidl, at modarbejde 'den store udskiftning' – og til at handle i irske butikker og købe irske produkter. Og så gik det stærkt.

Snart væltede det ind med racistiske beskeder på sociale medier, hvor den lille familie blev overdænget med skældsord og tilsvininger.

Også forældrene til den lille dreng modtog beskeder – blandt andet med trusler og dødstrusler mod deres toårige søn.

Lidl reagerede hurtigt ved at anmelde Gemma O'Doherty til Twitter og stemple hendes tweets om sagen som 'fornærmende og racistiske'.

Også den irske premierminister, Leo Varadkar, har udtalt sig om sagen – og kaldt de racistiske kommentarer, der er blevet sendt i familien retning, 'ulækre'.

Siden har debatten i Irland udviklet til en principiel debat om, at det med landets nuværende lovgivning er svært at få individer retsforfulgt for racisme.

Fredag aften kulminerede sagen så, da parret stillede sig frem på tv og forklarede, at de har forladt Irland og i stedet bosat sig i England.

»Sidste weekend modtog vi en dødstrussel, og så er det, at det bliver skræmmende,« forklarede Fiona Ryan til The Late Late show på RTÉ:

»De taler om at gøre skade på min mand og mit barn, og jeg vil ikke forblive i et land, hvor det her mere eller mindre er tilladt.«

Sagen har nu fået flere grupper i det irske samfund til at kræve, at der bliver sat fokus på en ny og mere effektiv lov imod hadforbrydelser.