Få tanket op inden mandag – her stiger brændstofpriserne


Hvis bilen trænger til at blive tanket op – på gammeldags manér med benzin eller diesel – er det en god idé at gøre det senest søndag ved midnatstid.
For når kalenderen siger 1. januar 2024 får brændstofpriserne et ordentligt gok med afgiftshammeren.
Med øjeblikkelig virkning.
»Det er historisk. Der er tale om en rekordstor stigning,« som forbrugerøkonom hos FDM, Ilyas Dogru, tidligere har slået fast over for B.T.
Helt præcist er der tale om en fordyrelse på 7,7 procent:
En liter benzin stiger med 41 øre pr liter, inklusive moms.
En liter diesel stiger med cirka 27 øre.
Alt sammen er et resultat af en skattereform, der blev indgået tilbage i 2009, hvor man fra politisk side blev enige om, at benzin- og dieselafgifterne årligt skal reguleres ud fra et gennemsnit af nettoprisindekset to år tilbage.
Det vil altså sige, at 2024-afgifterne bliver baseret på 2022 – hvor inflationen som bekendt galopperede derudad.
Til sammenligning skal det tilføjes, at den regulering, der blev foretaget i start-2023 kun var på 1,4 procent.
»De fleste havde nok glemt konsekvenserne af, at en aftale fra 2009 vil medføre et ordentligt hop, som energiafgiften tager fra 2024, og det vil kunne mærkes ude ved benzinstanderne,« som Ilyas Dogru fra FDM har forklaret:
»Kører man 20.000 km om året, vil det alene i energiafgift inklusiv moms være en stigning på cirka 515 kroner.«
Her kan du læse mere om, hvad de nye afgifter kommer til at koste danske bilister alt afhængig af antallet af kørte kilometer om året.