Volkswagen overvejer netop nu, om man skal indgå i et kæmpestort samarbejde med Renault om en ultrabillig elbil.

Det er tyske Handelsblatt, som ifølge Reuters fredag beretter, at man hos den tyske bilgigant lige nu taler med potentielle partnere i et samarbejde om en elbil, som skal have en pris langt under de nuværende modeller.

Samtalerne med Renault er ifølge avisen stadig på et meget tidligt stadie, men planen er angiveligt, at der skal produceres mellem 200.000 og 250.000 udgaver af den nye model årligt.

Hos Renault bekræfter en talsperson over for Reuters, at man er i 'forskellige diskussioner', men at intet er aftalt.

Det er planen, at bilen skal koste 20.000 euro, formentlig inklusive tysk moms, og det vil give en salgspris i Danmark på mellem 150.000 kroner og 180.000 kroner.

Men om den vil blive markedsført som en Volkswagen eller en Renault, vides endnu ikke.

Men hvis prisen holder, vil den være langt under prisen på den VW ID. 2, som tyskerne foreløbigt har planlagt at begynde at levere i 2025.

Den model står til at komme til at koste omkring 25.000 euro og altså omkring 200.000 kroner.

I 2022 betalte danskerne ifølge FDM gennemsnitligt 453.000 for en ny elbil. For nye benzinbiler lå den gennemsnitlige pris i samme periode på 243.000 kroner.

Én ting er imidlertid sikkert, mener forbrugerøkonom hos FDM, Ilyas Dogru:

Volkswagen og Renault har rigtig travlt.

»Det er en god idé for begge parter. Der er virkelig behov for billige elbiler til masserne, både i Danmark, men i den grad også i Europa,« siger Ilyas Dogru til B.T.

»Europæiske bilmærker er bagud og har svært ved at konkurrere med Tesla og kineserne, så ved at samarbejde kan de vinde markedsandele og mindske truslen,« vurderer han.

Ilyas Dogru, forbrugerøkonom, FDM
Ilyas Dogru, forbrugerøkonom, FDM
Vis mere

Han forventer ikke, at Volkswagen og Renault kan have den ultrabillige model på gaden før tidligst en gang i 2025.

»Det må ikke blive meget senere, for så kommer de alvorligt bagud,« understreger Ilyas Dogru.

»De er nok nødt til at gå den vej, hvis de skal overleve på sigt. Vinderen på markedet bliver de mærker, som producerer elbilerne billigt,« konstaterer Ilyas Dogru.